Mosaikmysteriet i København

En ukendt kunstner har gennem mere end fire år hængt små mosaikker der forestiller Grønland, op i Københavns gader. Jeg har gennem længere tid fulgt sporet af mosaikker gennem København, og jeg tror ikke vi har set den sidste mosaik i mosaikmysteriet endnu.

Det hele startede efteråret 2015 hvor vi i Det Grønlandske Hus i København (hvor jeg er deltidsansat) opdagede en lille sort-hvid mosaik på væggen ved porten. Ingen anede hvor den kom fra. Læs lidt mere om Husets mosaik her.

Vi blev enige om at vi syntes den var rigtig fin og selvfølgelig skulle have lov at blive hængende.

Der gik over et år, og mosaikken blev ligesom bare en del af husets udsmykning. Men så en dag kom der en mand ind og spurgte til mosaikken fordi han havde set fire forskellige rundt i København. På tirsdagsmødet kom nogle af husets medarbejdere i tanker om at de da for øvrigt også havde set nogle mosaikker.

I næste nyhedsbrev skrev jeg historien om mosaikkerne, og opfordrede folk til at henvende sig hvis de havde set flere. Jeg postede også historien på Facebook hvor den straks blev et viralt hit.

Rigtig mange skrev og sendte billeder af mosaikker som de havde set. I skrivende stund har jeg indsamlet adresser på 34 grønlandsmosaikker i København, især centreret omkring indre by, Nørrebro og Frederiksberg. Jeg har også hørt at der skulle hænge én et sted i Aarhus. En af de nyeste er på Nørrebrogade højt oppe på SuperBrugsens bygning.

Akrobatisk kunstner?

Nogle af mosaikkerne hænger på steder der har en relation til Grønland, for eksempel Nordatlantens Brygge, Godthåbsvej, Trangravsbroen eller under isbjørnen på Nordisk Films Biograf. Andre af dem hænger steder som tilsyneladende ikke har noget at gøre med Grønland. De varierer lidt i størrelse fra hinanden. Mange af mosaikkerne hænger enormt højt oppe, så man ikke kan lade være med at undre sig over, hvordan i alverden de er kommet derop – uden nogen har bemærket noget.

De fleste mosaikker er tilsyneladende ens, men én mosaik skilte sig ud – nemlig den, som blev hængt op på Søndermark Krematorium. Her var farverne inverterede, så den var sort, med hvid kant. Måske et symbol på død?

Jeg tolkede selv til at starte med mosaikkerne som en lille fejring af Grønland i byrummet. Et alternativ til den meget negative omtale af Grønland og grønlændere som man må lægge ører til i Danmark.

En gave fra kunstneren

Men det skulle vise sig, at mosaikkernes betydning stikker noget dybere, end jeg havde forestillet mig – i hvert fald hvis det virkelig er den anonyme mosaik-kunstner der er afsenderen på det mosaik-kunstværk der en dag i september blev afleveret i en lille brun kuvert til Det Grønlandske Hus i København.

I konvolutten var der et USB-stik med en lille miniatureudgave af grønlandsmosaikken klistret på. På USB-stikket gemte der sig en film med titlen Landic I.

Filmen er blot 1 minut og 18 sekunder lang. Den er undertekstet på engelsk og viser nogle gamle optagelser fra Grønland, blandt andet af nogle bæltekøretøjer og en sikorsky-helikopter, krydsklippet med nogle visuelle fremstillinger af mosaikkerne. Der er for eksempel en sær lille sekvens af et skelet der står på hovedet på nogle hvide mosaik-tern og bevæger arme og ben i ryk, ledsaget af en foruroligende motorlyd. Filmen slutter med en kort sekvens af en polarhare der sidder i et brunt sommerfjeld og ser malplaceret ud i sin hvide camouflage.

Underteksterne til filmen lyder:

there are quite a few of us who belong neither in the ‘west’
nor in the marginalized rest of the world
if we are to belong in a place
we shall have to create that place
ourselves
we need an expansion of the border
we need to create a third place
that will seriously disturb the binary logic
of First and Third World relations

Hvad jeg ikke først gennemskuede, men som en følger af mysteriet senere påpegede, er dette ikke en ny tekst, men et uddrag af kunstneren Pia Arkes skrift Etnoæstetik.

Jeg læser teksten som om at kunstneren ønsker at redefinere Grønland som noget der hverken er som det overlegne Vest eller den underudviklede del af verden, som Vesten har for vane at se ned på.

Kunstneren vil sprænge den ’binære logik’ som populært kaldes ’os og dem’, og skabe et alternativ. Det er opfattelsen af Grønland der her bliver sat fokus på. Ikke bare af Grønland som et sted, men især de mennesker der lever der. Den sort-hvide (binære) skelnen mellem Danmark og Grønland holder simpelthen ikke, så derfor må vi sprænge den i stykker synes kunstneren at ville sige.

Måske er titlen på filmen en reference til ordet ’Greenlandic’ – hvis ikke ’Green’, så noget andet? Og det er efter min mening netop den rekonstruktion af identiteten som filmens undertekster refererer til. Grønland fik (sandsynligvis) sit navn af mennesker der kom sejlende og så det grønne Sydgrønland fra havet. Men hvis den rummelige opfattelse af Grønland i stedet skulle konstrueres af de mennesker der lever der eller kommer derfra, hvad ville der så står foran –landic hvis ikke ’Green’?

Den seneste tid har der været stille fra mosaikkunstneren. Men fra tid til anden hører jeg fra folk der har spottet nye mosaikker – og mit lille google-map vokser kontinuerligt.

I mellemtiden tror jeg at jeg har regnet ud hvem kunstneren er, men jeg synes ikke det er op til mig at afsløre vedkommende identitet.

En sang for Rigsfællesskabet

Tømmermændene har lagt sig, og (næsten) alle grønlændere har forliget sig med tanken om at dette års internationale melodi grand prix bliver uden grønlandsk deltagelse.

Men det var dælme tæt på da Julie Berthelsen og Nina Kreutzmann-Jørgensen (AKA Julie&Nina) i lørdags stod på scenen i Boxen i Herning. Kun 7% af stemmerne adskilte dem fra vindersangen sunget af Leonora Colmor Jepsen.

Julie&Nina lagde fra starten af ikke skjul på at deres ærinde med deres deltagelse i melodi grand prixet var noget helt bestemt. Bemærk taglinen i Ninas Facebook-opslag: #fællesskab.

Mens de fleste af sangene ved årets Melodi Grand Prix vanen tro var udstyret med letbenede kærlighedstekster – var sang nummer 7 en sang om Rigsfællesskabet. Og ikke nok med det – to af versene var på grønlandsk. Og det har man altså ikke set til Melodi Grand Prix siden Rasmus Lyberths deltagelse i 1979 med sangen Ataatap qinnutaa (En faders bøn).

There’s a dark side to every ray of light
There’s a shadow on my other side
It’s a balance, nothing wrong, nothing right
Living is learning to love

Jeg læser sangteksten som et billede på de skævheder, fordomme og konflikter, som eksisterer i relationen mellem danskere og grønlændere. Men der er en løsning, forslår de to sangerinder. Vi skal erkende, at den ene kultur ikke er bedre eller mere rigtig end den anden. Vi skal lære at elske hinanden trods vores forskelle.

Asanninneq, asanninneq (kærlighed, kærlighed)
Inunni tamani, asanninneq (mennesker allevegne, kærlighed)
Qaamanermi (I lyset)
Inuuneq una (Er livet)

Sangen forsøger også at gøre op med det billede mange danskere har om  Grønland, som et sted der er fastlåst i fortiden. Et land med kajakker, hundeslæder, trommedans og tupilakker.

We are more than an echo of the past
We’re a feeling that will last
Burning in the league of light
Flying away from darker sides
Over mountains, over ice
Through the fire to unite
In the league of light

Dualitet og kærlighed

I et interview med Good Evening Europe inden showet fortalte de to sangerinder om deres sang. Julie Berthelsen sagde:

– Vi vidste at hvis vi skulle gøre det her (deltage, red.), skulle det være med en sang med et formål. Og formålet (med sangen, red.) er at skabe mere fællesskab. Vi hører til begge steder. Nina bor i Grønland, jeg bor i Danmark, og hvert vores sted har vi altid arbejdet med det og for det. Så sangen handler om den her delthed og dualitet, men også ønsket om at lære hinanden bedre at kende, og gerne gennem en masse lys og kærlighed.

Allstars om igen

Det er ikke første gang at Julie&Nina bruger musikken og tv-mediet til at udbrede netop dette budskab. I 2010 vandt Julie kordysten Allstars med sit kor Julie Allstars hvor Nina Kreutzmann-Jørgensen var forsanger. I en sand genistreg sendte Julie først sine ene forsanger, Mads Lumholt, på scenen og synge sangen ’Silarsuaq Takuiuk’, som er en utrolig smuk grønlandsk evergreen som enhver grønlænder kan synge med på. Bagefter kom så Nina på scenen med en fortolkning af Anne Linnet-nummeret barndommens Gade. Budskabet var klart: Vi er grønlændere, men vi er også danskere.

’Asanninneq’ stod der på ryggen af Julie, mens hun dirigerede sit kor. Genkender du ordet? Så er det nok fordi du lige har læst det i gengivelsen af teksten fra League of Light. Det betyder kærlighed.

Læs evt. Kirsten Thisteds kronik Her kommer de nye grønlændere fra Politiken fra 2010 for en utrolig begavet analyse af dette.

De vil Rigsfællesskabet

Mens Julie&Ninas hjerter måske banker mest for Grønland, så har de begge et ben solidt placeret i Danmark. Som Julie siger i ovenstående interview:

– Det er jo Grønland, vi repræsenterer… som en del af Danmark, ik?… To lande. (…) Vi drømmer om at få Grønland…og fællesskabet… med til Israel.

I årevis har den danske regering understreget betydningen af Rigsfællesskabet. Det er et varmt og dejligt ord – der er tiltænkt at forene tre folkeslag under samme paraply. Men trods anstrengelserne har ordet har haft svært ved at forlade den politiske sfære og blive folkeeje.

Julie&Nina vil Rigsfællesskabet – og deres flotte resultat forleden viser at de ikke står alene med deres ønske. For selv om de nok høstede rigtig mange stemmer fra Grønland (der for første gang nogensinde kunne stemme med ved årets Melodi Grand Prix), så har Grønlands 56.000 indbyggere + ca. 15.000 grønlændere i Danmark – næppe været nok til at bringe Julie&Nina på en samlet førsteplads, hvis man kun regnede seerstemmer.

Bare ærgerligt at juryen ikke var enig med befolkningen – for jeg havde godt nok gerne iagttaget hvilken effekt den grønlandske duos deltagelse ved Eurovisionen havde haft på Rigsfællesskabet – og hvordan et internationalt publikum havde reageret på deres sang.

Hvem var Arnarulunnguaq?

Arnarulunnguaq, hvorfor er du så stille?
Arnarulunnguaq, det skal nok gå
Hvor har du været henne, siden du er blevet blind?
Du er et sted, hvor man smider hjerter ud i skraldespanden
Lyset, der følger dig i ny og næ
Det er som om, at du har glemt det
Arnarulunnguaq, hvorfor er du så stille?
Arnarulunnguaq, det skal nok gå

Sådan synger den kendte grønlandske musiker Ole Kristiansen i sit sang Arnarulunnguaq fra 1991. En fed sang som man – hvis man lytter til grønlandsk musik – har god chance for at have hørt for nyligt. Bands’ene Nanook og Suluit optræder nemlig begge med sangen i en cover-version.

Arnarulunnguaq – ’det lille kvindemenneske’ som hendes navn betyder – var én af de grønlændere der ledsagede Knud Rasmussen på hans Femte Thuleekspedition. Men selv om hun for længst er borte og ikke selv gjorde meget væsen af sig, så er det som om man i Grønland bliver ved med at kredse omkring hende. Og måske endda mere og mere som tiden går.

I 2008 blev der stiftet en fond med det formål at rejse et mindesmærke om Arnarulunnguaq og udgive en bog om hende. Men arbejdet gik i stå, og mindesmærket lader stadig vente på sig. I Qaqortoq uddelte private initiativtagere i en årrække Arnarulunnguaq-prisen på Kvindernes kampdag.

Arnarulunnguaq-frimærke af Jens Rosing

Flere kunstnere har også været optaget af Arnarulunnguaq. Hun har blandt andet lagt ansigt til et grønlandsk frimærke af kunstneren Jens Rosing. Aqqaluk Lynge skrev digtet Det lille kvindemenneske i sin digtsamling Til hæder og ære fra 1982 hvor han efterlyste mere hæder til Arnarulunnguaq:

Ingen har lavet en tavle,
en statue eller en bog,
men din ånd og din styrke
er overalt som et bånd
for vort folk. Uden dig var verden kun halv
og rejsen ufuldendt…

Desuden er Arnarulunnguaq (sammen med den anden grønlandske deltager på ekspeditionens sidste og mest strabadserende etape, Qâvigarssuaq Miteq) hovedpersonen i et nyt speciale fra Eskimologi skrevet af Ivalo Olsvig. På Nationalmuseet arbejder de på en udstilling om Femte Thule hvor Arnarulunnguaq og Miteq får en meget mere central plads end i tidligere historieskrivning.

Jeg tror at det tiltagende fokus på Arnarulunnguaq handler om at man fra både dansk og grønlandsk side begynder at genskrive historien og anerkende de som grønlænderne har haft. Grønlands historieskrivning har tidligere været præget af folk udefra, især danskere, og derfor er det måske især de danske helte der er blevet hyldet.

Hvem var hun?

Men hvem var hun da – det lille kvindemenneske?

Sammen med Knud Rasmussen, rejste Arnarulunnguaq og hendes fætter Qâvigarssuaq Miteq på egen hånd fra Hudsonbugten tværs over det nordlige Canada, gennem Alaska og helt ud til Stillehavet – den længste slæderejse nogensinde gennemført. Undervejs fik de følgeskab af fotografen Leo Hansen. Undervejs beskrev de alle de inuitgrupper de mødte, indsamlede myter og sagn samt omkring 20.000 genstande

Knud Rasmussen har ofte været fuld af lovprisning når det gælder Arnarulunnguaq.

Hun, den eneste Kvinde, der nogensinde har berejst Nordvest-Passagen, skal gaa over i dansk-grønlandsk Historie som En, der aldrig maa glemmes

Sådan skrev Knud Rasmussen om hende i en speciel artikel i ugebladet Tidens Kvinder i 1925. Artiklen er Knud Rasmussens meget glorificerende portræt af sin rejsefælle. Under den lange slæderejse var det Arnarulunnguaqs opgave at lave mad til de andre og holde deres tøj i orden. Hun var en fantastisk syerske, der holdt alle klæderne stand til at klare de kolde temperaturer.

Knud Rasmussen roser også Arnarulunnguaq for at kunne gøre den mindste snehytte til et hjem. Det var Arnarulunnguaq der serverede kaffe når alle var trætte efter en hård dag. Nogle gange holdt hun kaffemik, og når humøret var højt indbød hun til whisky-mik.

Mens Knud Rasmussen i artiklen selv skamroser Arnarulunnguaq, citerer han hende selv for ydmyghed, da hun skal tage imod en fortjenstmedalje i sølv fra kongen efter Femte Thule.

– Jeg har kun været med på denne ekspedition som en kvinde og har kun gået i mænds fodspor. Det er dem, der brød vejen, og ikke dem, der bare fulgte med, der skal hædres. Derfor synes jeg, det er svært for mig at tage imod sådan en udmærkelse.

Skulle dræbes som barn

Selv har Arnarulunnguaq der døde i 1933, ikke efterladt sig mange ord. Ingen artikler eller bøger om ekspeditionen citerer hende direkte – hendes udtalelser er altid gengivet gennem andre. Hun efterlod sig ikke nogen dagbøger eller breve.

Man ved dog at hun blev født i Thule i 1896 som den yngste datter af en af stammens allerbedste fangere. Men hendes far døde pludselig og efterlod sig Arnarulunnguaqs mor og fire små børn. For at beskytte sine børn mod hungersnød var det dengang skik og brug at de piger,som der ikke ville være mad til, blev dræbt – og det var tæt ved at overgå Arnarulunnguaq. Historien er fortalt af flere forskellige, og den varierer lidt fra gang til gang, men i Knud Rasmussens beskrivelse var Arnarulunnguaq syv år.

Som den yngste pige i børneflokken var hun indforstået med at det var hende der måtte dø. Hun hjalp endda sin mor med at lægge den fangstline om halsen som skulle kvæle hende. Men i det øjeblik brast hende lillebror Ajako i gråd. De øvrige søskende begyndte også at græde, og Arnarulunnguaqs mor kunne ikke få sig selv til at gennemføre sit forehavende.

Ifølge Knud Rasmussen så Arnarulunnguaq hændelsen som en slags genfødsel, der havde givet hende en særstilling i livet.

Hun siger nemlig selv, at den taknemmelighed, hun først mange år efter kom til at føle, og det liv, hun ligesom havde fået i gave, har gjort hende stille over for mennesker, skriver Knud Rasmussen i artiklen i Tidens Kvinder.

Nu har jeg brug for jer

Arnarulunnguaq blev udvalgt til at deltage på Femte Thule-ekspedition sammen med sin mand Iggiánnguaq, men Iggiánnguaq nåede kun så langt som til Nuuk. Så døde han af en lungesygdom. Kort tid før deres afrejse fra Thule havde Arnarulunnguaq også mistet sin bror Ajako; den bror som havde reddet hendes liv. Knud Rasmussen tilbød derfor at løse Arnarulunnguaq fra hendes kontrakt, men hun insisterede på at komme med.

– Før var det jer, der havde brug for mig. Nu er det mig, der har brug for jer, skal hun have sagt.

Kulde, stiletter og elevatorer

Efter Femte Thule gjorde Knud Rasmussen meget ud af at vise Arnarulunnguaq og Miteq den vestlige verden. Nu var det dem der havde vist ham deres – nu kunne han gøre gengæld.

Hjemrejsen foregik via Seattle, New York og Washington. Iført høje hæle og vestligt tøj var Arnarulunnguaq sammen med de andre i audiens hos den amerikanske præsident Coolidge.

Det vestlige tøj var ikke noget som Arnarulunnguaq var glad for. Under rejsen havde hun været klædt i mandedragten fra Thule – isbjørnebukser og anorak. Den var varmere og nemmere at løbe i end kvindedragten. Og nu frøs hun gudsjammerligt. Hun kaldte New York for den koldeste by, hun nogensinde havde været i.

Til gengæld var Arnarulunnguaq stærkt begejstret for at køre i elevator. Noget, man måske godt kan sætte sig ind i når man tænker på, hvordan hun hele sit liv og under den lange rejse til fods har kæmpet sig op ad hver eneste højdemeter.

Arnarulunnguaq var meget overvældet over at se New York. Fra taget af en skyskraber kiggede hun ud over storbyen, som allerede den gang var gigantisk. Ifølge Knud Rasmussen sagde hun:

– Vi, som altid har troet, at naturen var det største og ufatteligste af alt! Og her står vi i et bjerglandskab med afgrunde og dybe kløfter, alt skabt ved menneskers håndarbejde. Hvad jeg ser, kan jeg ikke fatte, og jeg redder kun min forstand ved at tro, at vi alle er afgået ved en pludselig og voldsom død, og alt det, vi nu ser, hører et andet liv til.

Arnarulunnguaq vendte hjem til Thule hvor hun giftede sig med sønnen af den berømte opdagelsesrejsende Robert E. Peary, Kâlipaluk Peary som hun ved en slags skæbnens ironi havde reddet mange år tidligere da han var faldet gennem isen.

Kâlipaluk Peary beskrev sin kone i et interview med forfatteren Mâliâraq Vebæk i 1985.

– Hun var en meget dygtig kvinde. Hun var perfekt til al slags kvindearbejde. Tilberedning af fangst og skind, syning, tilberedning af mad, det hele perfekt. Hun kunne endda styre en hundeslæde helt upåklageligt. Hun var dygtig, har han sagt. Til gengæld fortæller Kâlipaluk at Arnarulunnguaq aldrig talte om den store slæderejse.

Arnarulunnguaq døde i 1933.

Det grønlandske valg på fem minutter

Den 24. april skal de grønlandske vælgere til stemmeurnerne. Følger man med i de danske medier, så lyder det som om valgets største tema er selvstændighed. Men for de grønlandske vælgere er der mange andre emner der afgør hvor de sætter deres kryds. Faktisk er det sådan at alle partier på nær ét er enige om at arbejde mod selvstændighed – de er bare ikke enige om tempoet. Så det er ikke det emne, der optager spaltepladsen og de tv-transmitterede debatter.

Jeg vil i det følgende prøve at give et kort overblik over valgets partier, hovedpersoner og temaer.

Det grønlandske parlament hedder Inatsisartut. (Det har det heddet siden Selvstyret blev indført så glem at bruge Landsting som et egenavn). I Inatsisartut sidder der 31 medlemmer. Bortset fra en kort periode mellem 2009 og 2013 har partiet Siumut altid været Grønlands største parti og derfor siddet på posten som landsstyreformand – eller formand for Naalakkersuisut som det hedder i dag. Naalakkersuisut er navnet på den grønlandske regering. Naalakkersuisut er opdelt i 10 departementer, men det kan selvfølgelig se anderledes ud efter en ny konstituering.

For at stemme ved et valg til Inatsisartut skal man have dansk indfødsret, være fyldt 18 og have boet (fast) i Grønland i 6 måneder. Grønlændere i Danmark har ikke stemmeret, med mindre de er studerende eller patienter under behandling i Danmark.

Der er i alt syv partier opstillet ved valget. To af dem, Samarbejdspartiet og Nunatta Qitornai, nåede lige at indsamle de nødvendige underskrifter til at stille op, inden fristen udløb.

Siumut

Foto: Magnus Froderberg/Norden.org

Siumut er det parti som har æren for Hjemmestyrets indførelse i 1979. Partiet blev stiftet i 1977 af Jonathan Motzfeldt, Lars-Emil Johansen og Moses Olsen, der i dag regnes for Hjemmestyrets fædre. Op gennem årene var det de tre personer, der tegnede Siumuts politik, men i dag er der sket et generationsskifte, og Lars-Emil Johansen, der går af som formand for Inatsisatut, genopstiller ikke.
Siumuts formand er Kim Kielsen, der har været formand for Naalakkersuisut siden 2014. Han er tidligere politimand, men med en lang historie i grønlandsk politik. Han kender som en kompromissøgende politiker.
Siumut går især til valg på at forbedre uddannelsessystemet i Grønland, skaffe flere erhvervsmuligheder og øge fiskerieksporten, sørge for at børn har en tryg barndom og udvikle sundhedsvæsenet, så færre grønlændere er nødt til at rejse til Danmark for at få behandling.

IA

Inuit Ataqatigiit, eller bare kort IA, blev dannet i 1978, men der er sket meget med partiet siden da. Det har bevæget sig fra at være et protestparti, der krævede uafhængighed fra Danmark, til et langt mere midtersøgende parti i dag.
IA’s leder er Sara Olsvig, som var folketingsmedlem fra 2011. I 2014 vandt hun valget om formandsposten i IA, efter Kuupik Kleist gik af som formand.
IA gik i koalition med Siumut i 2017, da Siumuts formand Kim Kielsen valgte at opsige samarbejdet med Demokraterne og Atassut og i stedet danne regering med IA og Partii Naleraq. Et IA-Siumut-samarbejde havde ikke været set i grønlandsk politik i 10 år på det tidspunkt.

Foto: Naalakkersuisut

Sara valgte posten som ansvarlig for Departementet for sociale anliggende, familie, ligestilling og justitsvæsen, hvilket er forståeligt, når man ved, at hendes faglige baggrund er antropologisk.

Ved valget i 2014 fik Sara Olsvig markant flere stemmer end Kim Kielsen, 1000 stemmer – hvilket i Grønland er ca. hvad det kræver at få en mandat valgt ind. Ved dette valg bliver det med al sandsynlighed mellem hende og Kijm Kielsen det store slag skal stå. Bliver det som sædvanlig Siumut, der bliver det største parti, eller bliver det IA? I 2014 var det kun 300 stemmer, der adskilte dem.
IA taler ved dette valg meget om at bygge det fundament, der skal kunne virkeliggøre Grønlands selvstændighed – at udvikle landet og samtidig bekæmpe den sociale ulighed.

Partii Naleraq

Foto: Leiff Josefsen/Norden.org

Siumuts vanlige vælgere har fået alternative partier af stemme på. I 2014 dannede den tidligere siumutter og landsstyreformand Hans Enoksen et nyt parti Partii Naleraq. Partiet er især talsmand for de små fiskere og fangere og befolkningen i de grønlandske bygder – traditionelt Siumuts vælgere. Det er derfor ikke svært af forstå, at Hans Enoksen gik efter posten som ansvarlig for fangst og fiskeri, da han kom med i regeringen i 2017.

Partii Naleraq markerer sig især på at være de eneste, der har sat dato for, hvornår Grønland bør være selvstændigt: 2021, selv om Hans Enoksen har indrømmet, at det ikke virker så sandsynligt. Under valgkampen bragte det også en del forsider af sig, at han foreslog, at et krav til bestyrelsesmedlemmer i det offentligt ejede selskaber skulle være grønlandske eller have boet i Grønland i flere år.

Nunatta Qitornai

Foto: Naalakkersuisut

Nunatta Qitornai er et helt nyt, parti, stiftet af den tidligere siumutter Vittus Qujaukitsoq. Han udfordrede Kim Kielsen til formandsposten i Siumut i 2017 og tabte.

Partiets politik ligner ikke overraskende Siumuts på mange punkter. Men Qujaukitsoq ønsker selvstændighed i en langt højere tempo end Kim Kielsen. Samtidig har partiet forslået at rulle den grønlandske kommunalreform tilbage og genetablere de 17 kommuner i stedet for de nuværende fem. Vittus Qujaukitsoq er fra Grønlands nordligste by Qaanaaq, hvor modstanden mod kommunalreformen var meget høj.

Foto: Magnus Froderberg/Norden.org

Det kom ikke bag på mange, at løsgængeren i Folketinget, Aleqa Hammond, der i 2016 blev ekskluderet fra Siumut, valgte at stille op for Nunatta Qitornai. De to har tidligere arbejdet sammen, da Aleqa hentede Vittus ind til en post i Naalakkersuisut i 2013. Hun har gennem tiden været en af de grønlandske politikere, der fik allerflest stemmer, og de fleste gætter på, at hun får en meget godt valg.

Demokraterne

Partiet blev stiftet i 2002 som et socialliberalt parti. Demokraterne har også gennemgået et større generationsskifte. Demokraterne blev fyret fra koalitionen i 2017 og har siden siddet i opposition, men det bliver spændende at se, om de bliver tungen på vægtskålen, hvis IA eller Siumut beslutter sig for at forsøge at danne regering uden om hinanden.

Demokraterne peger på, at der skal et generelt kompetenceløft til i Grønland, som skal starte helt fra børnehaven, folkeskolen og op gennem uddannelsessystemet. Skatterne skal ned, og erhvervslivet have bedre vilkår. Partiet er også et af de eneste, der tør tage fat i Grønland bosætningsmønstrene, og anbefaler, at man fokuserer på at udvikle de bosteder, hvor der er potentiale for vækst.

Atassut

Atassut er et af de helt gamle partier i Grønland, der har været med næsten hele vejen fra Hjemmestyret. Dannet i 1981 var partiet en gang meget større end i dag. Den forgangne valgperiode har bestemt ikke været god for Atassut, der mistede begge sine mandater i Inatsisartut, da Steen Lynge skiftede over til Demokraterne og Mala Høy Kukó til Siumut. Atassuts formand har ved dette valg forsøgt at aftvinge partiets kandidater et løfte om, at de ikke vil skifte parti midt i valgperioden.

Fra traditionelt at have været et parti, som gerne ville bevare Rigsfællesskabet med Danmark, ønsker Atassut i dag en løsrivelse på et ikke-nærmere bestemt tidspunkt i fremtiden.

Samarbejdspartiet

Samarbejdspartiet/ Suleqatigiissitsisut er et nystiftet parti af den tidligere demokrat, Michael Rosing. Partiet markerer sig især på sine tanker om at bevare Rigsfællesskabet. Ved den eneste meningsmåling, der er lavet forud for valget, ser det imidlertid ud til, at partiet får meget svært ved at komme ind.

Valgets temaer

Da valget netop var udskrevet, spurgte netavisen Sermitsiaq.AG sine vælgere om hvilet emne, der var vigtigst for dem. Det var ret markant, at vælgerne ikke mente, at selvstændighed var det vigtigste emne. Derimod mente 39% at uddannelse var det vigtigste emne, og 36% af bolig var det. Blot 4% mente, at det var selvstændighedsspørgsmålet.

Nogle af de ting, der er blevet diskuteret ved valgdebatterne er blandt andet:
• Infrastrukturen, hvor især de sydgrønlandske vælgere er meget utilfredse med den nuværende situation.
• Boligmangel og renoveringsefterslæb
• Fiskeriloven, som er blevet udsat, og som blandt andet lægger op til et opgør med tidsubegrænsede kvoter.
• Sociale problemer og hvad der skal til for at løse dem, især seksuelt misbrug mod børn.
• Det faldende befolkningstal, og det faktum, at flere of flere flytter fra kysten og ind til Nuuk.
• Millionærskat (IA som hidtil har været Grønlands eneste parti, der går ind for progressiv beskatning i stedet for den nuværende flade skatteprocent)
• Sprogspørgsmålet – altså hvilket sprog skal tales hvor, hvilket sprog taler den ’rigtige’ grønlænder – fylder ikke så meget ved dette valg, men har været oppe at vende.
• Kvaliteten af folkeskolen, lærermangel

Meningsmåling

Der findes én meningsmåling lavet forud for valget, og man skal ikke regne med flere. Den er udarbejdet af HS Analyse og betalt af KNR og mediehuset SermitsiaqAG i fællesskabet.

Ifølge den vil mandatfordelingen se således ud. Bemærk dog lige, at det er før Aleqa Hammond annoncerede, at hun stillede op for Nunatta Qitornai. Så mit gæt er, at de vil klare sig endnu bedre.

I min optik bliver det rigtig spændende at se, om det bliver IA eller Siumut, der er det største parti efter valget. Man kunne forestille sig en koalition, der meget lignede den nuværende S, IA, (N)-koalition eller måske en IA-S-(N). Alternativt bliver det spændende at se, hvor langt Siumut og IA vil strække sig for at danne regering uden hinanden. Jeg er også meget spændt op, hvor mange mandater det lykkes de to nye partier at opnå.

Det er grønlandsk politik. Alt kan ske!

NB. Dette blogindlæg blev første gang udgivet her i foråret 2018. Pga tekniske problemer på denne blog forsvandt det, men er hermed genudgivet. /Martine