For nyligt ville jeg på undervisningsportalen dagensgrønland.dk link vise en opdateret statistik over bloktilskuddets udvikling fra 1980 til i dag.
Jeg regnede med at det ville være nemt at finde sådan én hos Grønlands Statistik eller Danmarks Statistik. Men det var det til min store overraskelse slet ikke. Grønlands Statistik havde kun tallene fra 1994 i deres statistikbank, og Danmarks Statistik henviste til finanslovene og de statistiske årbøger.
Mange opslag i finanslove og årbøger senere havde jeg endelig en komplet tabel over størrelsen på bloktilskuddet de forskellige år. Men det faktiske beløb siger jo ikke så meget, så derfor har min søster, Christine Lind Pedersen, hjulpet med at indeksere bloktilskuddet ud fra den generelle prisudvikling. Det kom der denne interessante graf ud af.
Det grønlandske bloktilskud blev født i 1979 sammen med Hjemmestyret. Med Hjemmestyret kunne Grønland begynde at hjemtage ansvaret for forskellige sagsområder som tidligere var blevet administreret fra Danmark.
Bloktilskuddet var et økonomisk bidrag fra den danske stat til Hjemmestyret der skulle finansiere administrationen af de forskellige sagsområder som Hjemmestyret hjemtog.
Hjemtagelsen af områder
Hjemmestyret blev indført 1. maj 1979, og allerede fra 1. januar 1980 hjemtog Hjemmestyret Grønlands styrelsesordning, styrelsesordningen for kommunerne, skatter og afgifter, folkekirken, arbejdsmarkedsforhold, undervisning og kultur, fiskeri, jagt og landbrug samt fredning.
Året efter blev endnu flere ansvarsområder hjemtaget. Hver gang et nyt område blev hjemtaget, voksede bloktilskuddets størrelse, og beløbet blev også justeret i takt med inflationen – fra 402 mio. kr. i 1980 til 2.291 mio. kr. i 1992.
Nedenstående tabel giver et overblik over hvornår de enkelte områder blev hjemtaget.
Fastfrysning af bloktilskuddet
Da Grønland 21. juni 2009 fik Selvstyre, fulgte der ikke længere ekstra midler med ved hjemtagelsen af områder. Bloktilskuddet blev fastfrosset til 3.439,6 mio. kr. Dog justeres det stadig efter inflationen. I 2020 var beløbet på 3.960 mio. kr.
På grafen over bloktilskuddets udvikling kan man tydeligt se at bloktilskuddet vokser hver gang et område hjemtages, senest med et ordentligt hop da Grønland hjemtog ansvaret for sundhedsområdet i 1992. Men sidenhen har (den indekserede) kurve ligget næsten helt fladt.
Da Selvstyret hjemtog ansvaret for råstofområdet pr. 1. januar 2010 fulgte der således ingen penge med. Sidenhen er der ikke hjemtaget nye områder, men der arbejdes i Selvstyret på at hjemtage fødevarekontrollen som et af de næste.
Hjemtagelsen af alle de resterende områder på listen er en forudsætning for at Grønland engang kan blive selvstændigt. Men det siger sig selv at det kan blive svært at hjemtage nogle af de allermest tunge områder såsom retsplejen, kriminalforsorgen og politiet uden ekstra midler. Og det er forklaringen på, at Selvstyret leder med lys og lygte efter nye indtægtsmuligheder.
Levende Grønland er navnet på en ny webportal med undervisningsmaterialer målrettet gymnasieelever som jeg har udarbejdet.
Når jeg tænker tilbage på min egen skolegang, så har jeg beskæftiget mig temmelig meget med Grønland. Jeg har haft grønlandske ting og sager med i skolen og vist frem i klassen, skrevet historieopgave om Dorset-kulturen og analyseret mediedækningen af Itilleq-aftalen. Jeg har arbejdet med den grønlandske retsvæsenskommission og sagen om Hans Ø. Men jeg kan ikke komme i tanker om en eneste gang hvor en lærer på eget initiativ har bragt Grønland på bane. Vi har ikke læst en eneste grønlandsk forfatter, hørt om forskellen på koloni og hjemmestyre eller set en film fra Grønland.
Derfor er jeg så utrolig glad for at kunne bidrage med noget så vigtigt som et gratis materiale om Grønland til gymnasielærere og deres elever.
Foto fra filmen Håbets Ø
Ideen til Levende Grønland blev født i et filmkollektiv på Christianshavn. Her sidder Emile Hertling Péronard, Ánorâk Film, og Vibeke Vogel, Bullitt Film, og laver rigtig fede film. Som producenter af dokumentarfilmen Sumé – Lyden af en revolution, var det rigtigt vigtigt for dem at denne fantastiske film kunne nå så mange mennesker som muligt – og her opstod ideen til Levende Grønland. I første omgang var det kun et undervisningsmateriale om denne film, men efterhånden udviklede ideen sig til at omfatte to andre film fra Grønland, Lykkelænder og Håbets Ø, som de to filmselskaber har været co-producenter på.
De tre film har vist sig at supplere hinanden på bedste vis. Sumé – Lyden af den revolution fortæller historien om Grønlands største rockband, Sumé, der satte ord på grønlændernes længsel efter frihed og selvbestemmelse. Lykkelænder er en poetisk film der i en række tableauer udfordrer forestillingerne, stereotyperne og fordommene om grønlændere. Og Håbets Ø følger tre personer i Maniitsoq mens byen venter på et gigantisk erhvervseventyr som udebliver.
Foto fra filmen Lykkelænder
Sat i fagenes rammer, bidrager filmene med hver sit interessante perspektiv.
Levende Grønland er målrettet fagene historie, dansk, mediefag og samfundsfag. Inden for hvert fag er der 3-5 emner som man kan dykke ned i. Historie består for eksempel af emnerne erindring, national identitet, historiebrug og metode. Under hvert emne er der en introduktionstekst til de teoretiske begreber, og en række elevspørgsmål.
Foto fra filmen Sumé – Lyden af en revolution
Alt i alt består Levende Grønland af 17 temaer og 160 arbejdsspørgsmål. Herunder ligger 93 filmklip, og 6 nyproducerede interviews med instruktørerne af de tre film.
Personligt håber jeg at Grønland vil få en større placering på skoleskemaet. Ikke kun som et tema – men i de små valg af pensum. Så man for eksempel valgte at se en grønlandsk dokumentarfilm når man skulle arbejde med filmiske virkemidler i mediefag, eller læste en grønlandsk forfatter i danskundervisningen. På den måde kunne forståelsen for Grønland være noget, eleverne opnåede som en sidegevinst. Og med Levende Grønland er det blevet et lidt lettere valg for lærerne.
Mosaikken i Løvstræde og det mystiske USB-stik. Foto: Martine Lind Krebs
En ukendt kunstner har gennem mere end fire år hængt små mosaikker der forestiller Grønland, op i Københavns gader. Jeg har gennem længere tid fulgt sporet af mosaikker gennem København, og jeg tror ikke vi har set den sidste mosaik i mosaikmysteriet endnu.
Det hele startede efteråret 2015 hvor vi i Det Grønlandske Hus i København (hvor jeg er deltidsansat) opdagede en lille sort-hvid mosaik på væggen ved porten. Ingen anede hvor den kom fra. Læs lidt mere om Husets mosaik her.
Vi blev enige om at vi syntes den var rigtig fin og selvfølgelig skulle have lov at blive hængende.
Der gik over et år, og mosaikken blev ligesom bare en del af husets udsmykning. Men så en dag kom der en mand ind og spurgte til mosaikken fordi han havde set fire forskellige rundt i København. På tirsdagsmødet kom nogle af husets medarbejdere i tanker om at de da for øvrigt også havde set nogle mosaikker.
I næste nyhedsbrev skrev jeg historien om mosaikkerne, og opfordrede folk til at henvende sig hvis de havde set flere. Jeg postede også historien på Facebook hvor den straks blev et viralt hit.
Rigtig mange skrev og sendte billeder af mosaikker som de havde set. I skrivende stund har jeg indsamlet adresser på 34 grønlandsmosaikker i København, især centreret omkring indre by, Nørrebro og Frederiksberg. En af de nyeste er på Nørrebrogade højt oppe på SuperBrugsens bygning.
Akrobatisk kunstner?
Nogle af mosaikkerne hænger på steder der har en relation til Grønland, for eksempel Nordatlantens Brygge, Godthåbsvej, Trangravsbroen eller under isbjørnen på Nordisk Films Biograf. Andre af dem hænger steder som tilsyneladende ikke har noget at gøre med Grønland. De varierer lidt i størrelse fra hinanden. Mange af mosaikkerne hænger enormt højt oppe, så man ikke kan lade være med at undre sig over, hvordan i alverden de er kommet derop – uden nogen har bemærket noget.
De fleste mosaikker er tilsyneladende ens, men én mosaik skilte sig ud – nemlig den, som blev hængt op på Søndermark Krematorium. Her var farverne inverterede, så den var sort, med hvid kant. Måske et symbol på død?
Jeg tolkede selv til at starte med mosaikkerne som en lille fejring af Grønland i byrummet. Et alternativ til den meget negative omtale af Grønland og grønlændere som man må lægge ører til i Danmark.
En gave fra kunstneren
Men det skulle vise sig, at mosaikkernes betydning stikker noget dybere, end jeg havde forestillet mig – i hvert fald hvis det virkelig er den anonyme mosaik-kunstner der er afsenderen på det mosaik-kunstværk der en dag i september blev afleveret i en lille brun kuvert til Det Grønlandske Hus i København.
I konvolutten var der et USB-stik med en lille miniatureudgave af grønlandsmosaikken klistret på. På USB-stikket gemte der sig en film med titlen Landic I.
Filmen er blot 1 minut og 18 sekunder lang. Den er undertekstet på engelsk og viser nogle gamle optagelser fra Grønland, blandt andet af nogle bæltekøretøjer og en sikorsky-helikopter, krydsklippet med nogle visuelle fremstillinger af mosaikkerne. Der er for eksempel en sær lille sekvens af et skelet der står på hovedet på nogle hvide mosaik-tern og bevæger arme og ben i ryk, ledsaget af en foruroligende motorlyd. Filmen slutter med en kort sekvens af en polarhare der sidder i et brunt sommerfjeld og ser malplaceret ud i sin hvide camouflage.
Underteksterne til filmen lyder:
there are quite a few of us who belong neither in the ‘west’ nor in the marginalized rest of the world if we are to belong in a place we shall have to create that place ourselves we need an expansion of the border we need to create a third place that will seriously disturb the binary logic of First and Third World relations
Hvad jeg ikke først gennemskuede, men som en følger af mysteriet senere påpegede, er dette ikke en ny tekst, men et uddrag af kunstneren Pia Arkes skrift Etnoæstetik.
Jeg læser teksten som om at kunstneren ønsker at redefinere Grønland som noget der hverken er som det overlegne Vest eller den underudviklede del af verden, som Vesten har for vane at se ned på.
Kunstneren vil sprænge den ’binære logik’ som populært kaldes ’os og dem’, og skabe et alternativ. Det er opfattelsen af Grønland der her bliver sat fokus på. Ikke bare af Grønland som et sted, men især de mennesker der lever der. Den sort-hvide (binære) skelnen mellem Danmark og Grønland holder simpelthen ikke, så derfor må vi sprænge den i stykker synes kunstneren at ville sige.
Måske er titlen på filmen en reference til ordet ’Greenlandic’ – hvis ikke ’Green’, så noget andet? Og det er efter min mening netop den rekonstruktion af identiteten som filmens undertekster refererer til. Grønland fik (sandsynligvis) sit navn af mennesker der kom sejlende og så det grønne Sydgrønland fra havet. Men hvis den rummelige opfattelse af Grønland i stedet skulle konstrueres af de mennesker der lever der eller kommer derfra, hvad ville der så står foran –landic hvis ikke ’Green’?
Den seneste tid har der været stille fra mosaikkunstneren. Men fra tid til anden hører jeg fra folk der har spottet nye mosaikker – og mit lille google-map vokser kontinuerligt.
I mellemtiden tror jeg at jeg har regnet ud hvem kunstneren er, men jeg synes ikke det er op til mig at afsløre vedkommende identitet.
Arnarulunnguaq, hvorfor er du så stille? Arnarulunnguaq, det skal nok gå Hvor har du været henne, siden du er blevet blind? Du er et sted, hvor man smider hjerter ud i skraldespanden Lyset, der følger dig i ny og næ Det er som om, at du har glemt det Arnarulunnguaq, hvorfor er du så stille? Arnarulunnguaq, det skal nok gå
Sådan synger den kendte grønlandske musiker Ole Kristiansen i sit sang Arnarulunnguaq fra 1991. En fed sang som man – hvis man lytter til grønlandsk musik – har god chance for at have hørt for nyligt. Bands’ene Nanook og Suluit optræder nemlig begge med sangen i en cover-version.
Arnarulunnguaq – ’det lille kvindemenneske’ som hendes navn betyder – var én af de grønlændere der ledsagede Knud Rasmussen på hans Femte Thuleekspedition. Men selv om hun for længst er borte og ikke selv gjorde meget væsen af sig, så er det som om man i Grønland bliver ved med at kredse omkring hende. Og måske endda mere og mere som tiden går.
I 2008 blev der stiftet en fond med det formål at rejse et mindesmærke om Arnarulunnguaq og udgive en bog om hende. Men arbejdet gik i stå, og mindesmærket lader stadig vente på sig. I Qaqortoq uddelte private initiativtagere i en årrække Arnarulunnguaq-prisen på Kvindernes kampdag.
Arnarulunnguaq-frimærke af Jens Rosing
Flere kunstnere har også været optaget af Arnarulunnguaq. Hun har blandt andet lagt ansigt til et grønlandsk frimærke af kunstneren Jens Rosing. Aqqaluk Lynge skrev digtet Det lille kvindemenneske i sin digtsamling Til hæder og ære fra 1982 hvor han efterlyste mere hæder til Arnarulunnguaq:
Ingen har lavet en tavle, en statue eller en bog, men din ånd og din styrke er overalt som et bånd for vort folk. Uden dig var verden kun halv og rejsen ufuldendt…
Desuden er Arnarulunnguaq (sammen med den anden grønlandske deltager på ekspeditionens sidste og mest strabadserende etape, Qâvigarssuaq Miteq) hovedpersonen i et nyt speciale fra Eskimologi skrevet af Ivalo Olsvig. På Nationalmuseet arbejder de på en udstilling om Femte Thule hvor Arnarulunnguaq og Miteq får en meget mere central plads end i tidligere historieskrivning.
Jeg tror at det tiltagende fokus på Arnarulunnguaq handler om at man fra både dansk og grønlandsk side begynder at genskrive historien og anerkende de som grønlænderne har haft. Grønlands historieskrivning har tidligere været præget af folk udefra, især danskere, og derfor er det måske især de danske helte der er blevet hyldet.
Hvem var hun?
Arnarulunnguaq sammen med Knud Rasmussen og Qâvigarssuaq Miteq, 1924. Foto: Wikimedia Commons
Men hvem var hun da – det lille kvindemenneske?
Sammen med Knud Rasmussen, rejste Arnarulunnguaq og hendes fætter Qâvigarssuaq Miteq på egen hånd fra Hudsonbugten tværs over det nordlige Canada, gennem Alaska og helt ud til Stillehavet – den længste slæderejse nogensinde gennemført. Undervejs fik de følgeskab af fotografen Leo Hansen. Undervejs beskrev de alle de inuitgrupper de mødte, indsamlede myter og sagn samt omkring 20.000 genstande
Knud Rasmussen har ofte været fuld af lovprisning når det gælder Arnarulunnguaq.
Hun, den eneste Kvinde, der nogensinde har berejst Nordvest-Passagen, skal gaa over i dansk-grønlandsk Historie som En, der aldrig maa glemmes
Sådan skrev Knud Rasmussen om hende i en speciel artikel i ugebladet Tidens Kvinder i 1925. Artiklen er Knud Rasmussens meget glorificerende portræt af sin rejsefælle. Under den lange slæderejse var det Arnarulunnguaqs opgave at lave mad til de andre og holde deres tøj i orden. Hun var en fantastisk syerske, der holdt alle klæderne stand til at klare de kolde temperaturer.
Knud Rasmussen roser også Arnarulunnguaq for at kunne gøre den mindste snehytte til et hjem. Det var Arnarulunnguaq der serverede kaffe når alle var trætte efter en hård dag. Nogle gange holdt hun kaffemik, og når humøret var højt indbød hun til whisky-mik.
Mens Knud Rasmussen i artiklen selv skamroser Arnarulunnguaq, citerer han hende selv for ydmyghed, da hun skal tage imod en fortjenstmedalje i sølv fra kongen efter Femte Thule.
– Jeg har kun været med på denne ekspedition som en kvinde og har kun gået i mænds fodspor. Det er dem, der brød vejen, og ikke dem, der bare fulgte med, der skal hædres. Derfor synes jeg, det er svært for mig at tage imod sådan en udmærkelse.
Skulle dræbes som barn
Selv har Arnarulunnguaq der døde i 1933, ikke efterladt sig mange ord. Ingen artikler eller bøger om ekspeditionen citerer hende direkte – hendes udtalelser er altid gengivet gennem andre. Hun efterlod sig ikke nogen dagbøger eller breve.
Man ved dog at hun blev født i Thule i 1896 som den yngste datter af en af stammens allerbedste fangere. Men hendes far døde pludselig og efterlod sig Arnarulunnguaqs mor og fire små børn. For at beskytte sine børn mod hungersnød var det dengang skik og brug at de piger,som der ikke ville være mad til, blev dræbt – og det var tæt ved at overgå Arnarulunnguaq. Historien er fortalt af flere forskellige, og den varierer lidt fra gang til gang, men i Knud Rasmussens beskrivelse var Arnarulunnguaq syv år.
Som den yngste pige i børneflokken var hun indforstået med at det var hende der måtte dø. Hun hjalp endda sin mor med at lægge den fangstline om halsen som skulle kvæle hende. Men i det øjeblik brast hende lillebror Ajako i gråd. De øvrige søskende begyndte også at græde, og Arnarulunnguaqs mor kunne ikke få sig selv til at gennemføre sit forehavende.
Ifølge Knud Rasmussen så Arnarulunnguaq hændelsen som en slags genfødsel, der havde givet hende en særstilling i livet.
Hun siger nemlig selv, at den taknemmelighed, hun først mange år efter kom til at føle, og det liv, hun ligesom havde fået i gave, har gjort hende stille over for mennesker, skriver Knud Rasmussen i artiklen i Tidens Kvinder.
Nu har jeg brug for jer
Arnarulunnguaq blev udvalgt til at deltage på Femte Thule-ekspedition sammen med sin mand Iggiánnguaq, men Iggiánnguaq nåede kun så langt som til Nuuk. Så døde han af en lungesygdom. Kort tid før deres afrejse fra Thule havde Arnarulunnguaq også mistet sin bror Ajako; den bror som havde reddet hendes liv. Knud Rasmussen tilbød derfor at løse Arnarulunnguaq fra hendes kontrakt, men hun insisterede på at komme med.
– Før var det jer, der havde brug for mig. Nu er det mig, der har brug for jer, skal hun have sagt.
Kulde, stiletter og elevatorer
Efter Femte Thule gjorde Knud Rasmussen meget ud af at vise Arnarulunnguaq og Miteq den vestlige verden. Nu var det dem der havde vist ham deres – nu kunne han gøre gengæld.
Hjemrejsen foregik via Seattle, New York og Washington. Iført høje hæle og vestligt tøj var Arnarulunnguaq sammen med de andre i audiens hos den amerikanske præsident Coolidge.
Det vestlige tøj var ikke noget som Arnarulunnguaq var glad for. Under rejsen havde hun været klædt i mandedragten fra Thule – isbjørnebukser og anorak. Den var varmere og nemmere at løbe i end kvindedragten. Og nu frøs hun gudsjammerligt. Hun kaldte New York for den koldeste by, hun nogensinde havde været i.
Til gengæld var Arnarulunnguaq stærkt begejstret for at køre i elevator. Noget, man måske godt kan sætte sig ind i når man tænker på, hvordan hun hele sit liv og under den lange rejse til fods har kæmpet sig op ad hver eneste højdemeter.
Arnarulunnguaq var meget overvældet over at se New York. Fra taget af en skyskraber kiggede hun ud over storbyen, som allerede den gang var gigantisk. Ifølge Knud Rasmussen sagde hun:
– Vi, som altid har troet, at naturen var det største og ufatteligste af alt! Og her står vi i et bjerglandskab med afgrunde og dybe kløfter, alt skabt ved menneskers håndarbejde. Hvad jeg ser, kan jeg ikke fatte, og jeg redder kun min forstand ved at tro, at vi alle er afgået ved en pludselig og voldsom død, og alt det, vi nu ser, hører et andet liv til.
Arnarulunnguaq vendte hjem til Thule hvor hun giftede sig med sønnen af den berømte opdagelsesrejsende Robert E. Peary, Kâlipaluk Peary som hun ved en slags skæbnens ironi havde reddet mange år tidligere da han var faldet gennem isen.
Kâlipaluk Peary beskrev sin kone i et interview med forfatteren Mâliâraq Vebæk i 1985.
– Hun var en meget dygtig kvinde. Hun var perfekt til al slags kvindearbejde. Tilberedning af fangst og skind, syning, tilberedning af mad, det hele perfekt. Hun kunne endda styre en hundeslæde helt upåklageligt. Hun var dygtig, har han sagt. Til gengæld fortæller Kâlipaluk at Arnarulunnguaq aldrig talte om den store slæderejse.
