Ilulissat eller Jakobshavn – hvad hedder de grønlandske byer egentlig?

Qaqortoq, Qeqertarsuaq, Ilulissat, Nuuk…

Der er ikke noget at sige til at danskere uden kendskab til det grønlandske sprog kan blive fristet til at anvende de danske versioner af de grønlandske bynavne. Det er immervæk noget nemmere for en dansksproget tunge at sige Julianehåb, Godhavn, Jakobshavn og Godthåb.

Problemet er bare at de danske navne er afskaffet. Og det blev de faktisk for 20 år siden.

Som man blandt andet kan se på dette kort er der stadig mange byer der kaldes ved deres gamle danske navne.

Hvorfor hænger de danske navne fast?

Men hvis det er 20 år siden man holdt op med at bruge de danske bynavne i Grønland, hvorfor er det så lige at så mange danskere stadig bruger dem?

Jeg har gennem mit virke som journalist med speciale i Grønland hørt mange forskellige begrundelser. Den klassiske er at det ikke er anderledes at kalde Nuuk for Godthåb end når en engelsksproget kalder København for Copenhagen.
Men det er det jo altså bare. Copenhagen er en anglificering af navnet København. Navnene Godthåb og Nuuk stikker i hver sin retning.

De grønlandske stednavne fortæller efter grønlandsk tradition om naturen i området. Ilulissat, der ligger ved mundingen en af de mest produktive isfjorde i verden, betyder passende ’isfjelde’. Hovedstaden Nuuk, der ligger på et stort næs, betyder ’næs’.

Byerne i Grønland fik deres danske navne uden skelen til hvad de grønlandske stednavne betød. De fleste er et produkt af kolonitiden og oprettelsen af handelsstationer rundt i Grønland. Det danske navn for Ilulissat, Jakobshavn, er opkaldt efter købmanden Jacob Severin som grundlagde den første handelsstation der. Godthåb var Hans Egedes navn til den koloni han grundlagde da han var kommet sejlende til Grønland på det gode skib Haabet.

Lidt navnehistorie

Grønland hjemtog autorisationsbeføjelsen vedrørende stednavne, som det formelt hedder, i 1984 som et af de første ansvarsområder efter Hjemmestyrets indførsel. Dermed blev navngivningen af steder i Grønland et grønlandsk anliggende hvor det tidligere havde været et dansk.

Det var et klart ønske fra grønlandsk side at de grønlandske stednavne skulle være de gældende. Hjemmestyreloven havde gjort grønlandsk til hovedsproget, og Grønland var præget at en intens sproglig vækkelse.

Indtil da havde de fleste grønlandske byer haft to navne, et dansk og et grønlandsk. Før Stednavneudvalget blev hjemtaget til Grønland, havde nævnet haft den praksis at anerkende de oprindelige grønlandske navne sidestillet med de danske navne, især de steder hvor der boede grønlændere. De fleste byer havde derfor to navne hver: Maniitsoq/Sukkertoppen, Nuuk/Godthåb, Paamiut/Frederikshåb og så videre. Mens ubeboede steder i Grønland hovedsagelig havde europæiske navne, og sådan er det stadig den dag i dag. For eksempel Peary Land eller Danmarkshavn. Mange af stederne er navngivet af de europæiske opdagelsesrejsende der først kortlagde området.

Mærkelig forkortelse på din kuffert

Forslaget om at droppe den dobbelte navngivning og i stedet bruge de grønlandske navne blev sendt i høring i 1992 hos Grønlands nabolande og alle de selskaber der gør brug af navigationssystemer i Grønland. Der var kun en enkelt indvending, nemlig fra luftfartsselskaberne der gerne ville fastholde forkortelserne på lufthavnene som er vedtaget i den internationale luftfartssammenslutning IATA. Derfor står der SFJ på din kuffertlabel når du flyver til Kangerlussuaq – der tidligere også hed Søndre Strømfjord.
Efter en overgangsperiode på fire år, altså siden 1996, har den dobbelte navneføring været afskaffet. De grønlandske byer bærer i dag kun de grønlandske navne.

Læs evt. denne artikel af Carl Christian Olsen om Grønlands Stednavnenævn.

I 2015 skete der i øvrigt endnu en ændring af de grønlandske byers navne. Her blev de officielle navne på byerne og bygderne i Østgrønland nemlig rettet fra vestgrønlandsk dialekt til østgrønlandsk dialekt. Byen Ittoqqortoormiit fik dermed samme navn i Øst- og Vestgrønland. Før var det vestgrønlandske Illoqqortoormiut det officielle navn. Isortoq hedder nu officielt Isertoq, og Tiniteqilaaq hedder nu Tiilerilaaq.

Andre kendte navneskift

Det er langt fra enestående at en by skifter navn. Se bare den russiske by St. Petersborg der på dansk har været kendt som Petrograd og Leningrad, og Mumbai i Indien der tidligere var kendt som Bombay, Istanbul i Tyrkiet som kaldtes Konstantinopel, og det tidligere Saigon i Vietnam lyder i dag navnet Ho Chi Minh-byen. Det er tit noget der sker i en postkolonial kontekst som det jo også er tilfældet i Grønland.

Der er hjælp at hente

Den bedste forklaring på at de danske navne har bidt sig fast er nok at det ikke er så pokkers nemt at udtale byerne på grønlandsk. Navne som Ittoqqortoormiit og Qeqertarsuatsiaat får nemt tungen til at slå knuder.

Men fat mod. Der er hjælp at hente. Min gode, tidligere kollega Apollo Jeremiassen har indtalt navnene på alle byer og bygder i Grønland. De kan findes her.  (klik på Fakta/Hvordan udtales byerne?) Eller læs min anden blog 8 gode råd hvis du skal udtale en grønlandsk ord.

Det her blogindlæg blev første gang publiceret på min LinkedIn-profil 30. oktober 2016.

Må man sige grønlænder?

Brug som udgangspunkt ikke ordet grønlænder. Det var en regel jeg skrev mig bag øret da jeg arbejdede som webredaktør på Grønlands Radio, KNR.

For journalister på danske medier vil dette måske nok være mærkeligt. De danske medier svømmer over med nyheder om danskerne dit og danskerne dat. Men hver gang vi på KNR’s webredaktion brugte ordet ’grønlænder ’, så fik vi en venlig – eller sur – kommentar fra en engageret læser om hvad vi nu mente med det, og hvem vi egentlig refererede til ved at bruge det ord.

Vi tillagde os hurtigt den vane at skrive ’befolkningen i Grønland’ i stedet – for at ingen skulle føle sig ekskluderede eller føle at vi ville ekskludere nogen i det hele taget.

Lilla pas

Men hvorfor er det så svært at afgøre hvem der er grønlænder? Og hvorfor er ’grønlænder’ ikke bare sprogligt ensbetydende med ’befolkningen i Grønland’?
Grønlændere er danske statsborgere. De har det klassiske lilla pas og får samme rettigheder som danskere hvis de flytter til Danmark. Men i og med at der ikke findes et grønlandsk statsborgerskab, så kan det være svært at afgøre hvem der er grønlænder.

Det gør det ret svært at tælle grønlænderne. Det er der ikke noget statistisk redskab til. I praksis opgør Grønlands Statistik folk efter fødested: født i eller uden for Grønland.

Efter den opgørelse er min ene søn og min bror ”grønlændere”, mens mine andre to drenge og jeg selv ikke er.

Befolkningen i Grønland er på 56.000 mennesker. Ud af dem er næsten 11 procent født uden for Grønland, altså knap 7000 mennesker. Mange af dem er danskere der arbejder i Grønland i en kortere eller længere periode. Der er også mange andre etniske grupper i Grønland, alene i Nuuk bor der over 40 etniske grupper der taler næsten lige så mange sprog.

Hvad er det så der afgør hvem der er grønlænder?

Mange mener at sproget er en afgørende faktor. ”Rigtige grønlændere taler grønlandsk”…. Men det er der flere dansksprogede grønlændere der vil afvise. Den grønlandske folkeskole var delt op i to sproglige spor, et dansk og et grønlandsk, helt frem til 1980’erne. Det skabte en lang række af grønlændere som først og fremmest talte dansk. Men det gør dem ikke mindre grønlandske, har mange af dem påpeget. For eksempel Malu Rohmann Fleischer her.

Da jeg kom til Grønland, havde jeg for første gang følelsen af at jeg var hjemme og for en tid var jeg meget lykkelig. Men jeg lærte hurtigt at jeg alligevel skilte mig ud blandt grønlændere fordi jeg ikke talte grønlandsk. (…) Jeg oplevede hele tiden folk der så ned på mig fordi jeg ikke var en “rigtig” grønlænder, og det var noget der tog meget hårdt på mig (Malu Rohmann Fleischer, der er opvokset i Danmark)

Heller ikke i generne giver det meget mening at lede efter den etniske grønlænder. Mange års sameksistens med danskere og andre folkeslag viser sig i dag i gensammensætningen hos den grønlandske befolkning. En genetisk undersøgelse har vist at ”gennemsnitsgrønlænderen” i dag er kvart europæisk.

Og hvad med børn blandede dansk-grønlandske forhold? Hvad med børn af danske forældre der har levet hele deres liv i Grønland? Hvad med børn af grønlandske forældre der har levet hele deres liv i Danmark? Er de grønlændere?

Hel eller halv

For nyligt var der to sociologistuderende der i de sociale medier efterlyste grønlændere i Danmark til en interviewundersøgelse. De ville undersøge hvordan grønlændere italesættes i danske medier.

Men deres opråb blev ikke vel modtaget – i hvert fald ikke af alle, og hvorfor så ikke? Jo, de begik nemlig den fejl at tilføje en lille parentes i deres efterlysning.
”Vi søger grønlændere (hel og halv) fra hele Danmark”, skrev de.

Og dermed italesatte de jo selv grønlændere på en bestemt måde. Som noget der var afgjort af det ”fædrene ophav”, af etniciteten.

“Halv” og “hel”.. Hvorfor ikke kvart? Eller en femtedel?, lød en spydig kommentar på FB.

En anden kommentator forsøgte på diplomatisk vis at forklare hvori det problematiske i deres definition på grønlandskhed lå:

Det er faktisk en ret vigtig pointe hvem I udvælger til jeres undersøgelse fordi det at være grønlandsk baseret udelukkende på etnicitet kan give jer et meget skævt billede. Eksempelvis dækker termen grønlandske studerende i DK over en hel del med etnisk dansk baggrund, men opvokset i Grønland. Og de kan føle sig lige så ramt af mediernes italesættelse af grønlændere i DK. Ligesom de kan opleve de samme kulturchok der henvises til i flere andre studier.

Debatten er ikke fremmed i Danmark. For ikke så lang tid siden skabte det overskrifter da Dansk Folkepartis Martin Henriksen i en tv-debat satte spørgsmålstegn ved om en gymnasieelev/elevrådsformand er dansk når han er barn af en iransk far og en dansk mor, men født og opvokset i Danmark.
Skal man så ikke bruge ordet ’grønlænder’?

Jo, det mener jeg egentlig, man skal. Men hver gang man gør det, skal man være sig bevidst at etnisk identitet først og fremmest er givet ved hvordan man føler. Ikke hudfarve, sprog, humor, madpræferencer, religion eller andre let-definerbare størrelser. Og derfor er etnisk identitet også noget der kan ændre sig over tid.

Og måske vigtigst af alt – så skal man huske at etnisk identitet ikke er en absolut størrelse som man kun kan have én af. Som Malu Rohmann Fleischer siger, så er hun bindestregsdansker (i Danmark) og bindestregsgrønlænder (i Grønland).

Det her blogindlæg blev første gang publiceret på min LinkedIn-profil 27. november 2016

Hvad skal Grønlands forfatningskommission?

Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed, og denne proces kræver ikke bare stabilitet men national samling.

Sådan lød de første linjer i den koalitionsaftale som det nye grønlandske Naalakkersuisut (på dansk: regering) fremlagde i oktober. For første gang blev ansvarsområdet for ’selvstændighed’ uddelegeret til et af Naalakkersuisuts medlemmer, og Suka K. Frederiksen kan nu kalde sig ansvarlig for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug.

Noget af det første det nye Naalakkersuisut gjorde, var også at nedsætte Grønlands forfatningskommission der skal komme med et udkast til en grønlandsk forfatning. Det skete på et ekstraordinært møde under efterårssamlingen der allerede var i fuld gang da den nye regering blev dannet. Med andre ord så gik det altså pludselig meget hurtigt.

Men hov! Er Grønland så lige ved at blive selvstændigt, eller hvad er det lige der sker?

Det korte svar er: Nej. Det er Grønland ikke.
Faktisk står der direkte i Naalakkersuisuts redegørelse om forfatningskommissionen, at det ikke er givet, at Grønland skal være selvstændigt.

Der kan være god ræson i, at en kommende ny stat gør en særlig indsats for at skabe og etablere sig som en retsstat med klar lovgivning, klare rammer med velgennemtænkte tilpassede og anerkendte retsprincipper tidligt i forløbet. Dette vil have en stabiliserende effekt for landet, og alt andet lige, vil dette blive set på med positive øjne fra det internationale samfund. Beslutter Inatsisartut at igangsætte forfatningsarbejdet efter nærværende redegørelse er behandlet,
er det imidlertid stadig ikke givet, at der på noget tidspunkt vil blive truffet endelig beslutning om at etablere Grønland som en selvstændig og suveræn stat.

Oplægget til Grønlands forfatningskommission har nemlig to ben: Enten at skrive et udkast til en forfatning der kan træde i kraft hvis/når Grønland bliver selvstændigt, ELLER at skrive et udkast til en forfatning i to tempi hvor den første del kan gælde under grundloven og dermed Rigsfællesskabet, og den anden del kan træde i stedet for grundloven, hvis/når Grønland bliver selvstændigt.
Der er altså to scenarier: Rigsfællesskabet består, eller Grønland bliver selvstændigt. Uanset hvilket scenarie de grønlandske politikere beslutter sig for så ligger det langt ude i fremtiden.

Det endelige kommissorium for Grønlands forfatningskommission er ikke færdigt endnu (februar 2017) så om det bliver det ene eller det andet forfatningsudkast som kommissionen skal arbejde med, ligger ikke klart endnu.

Var der ikke noget med Færøerne og en forfatning?

Jo, det var der nemlig. Færøerne har siden 1999 arbejdet med et udkast til deres egen forfatning. I 2010 fremsatte Lagtinget et lovforslag til Færøernes forfatning. Heri fremgik det bl.a. at »al magt i landet ligger hos Færøernes folk,« mens hverken grundloven eller Rigsfællesskabet blev nævnt. Det danske Justitsministerium har vurderet, at det er i strid med grundloven, og det er uklart om Danmark vil kunne acceptere forfatningen hvis den bliver vedtaget på Færøerne. Et nyt forfatningsforslag skal til folkeafstemning i 2018, og de endelige formuleringer i dette forslag ligger endnu ikke klar.

Der er derfor også fra politisk side i Grønland udtrykt bekymring for om Grønland kan havne i samme konflikt med Danmark som Færøerne. Især hvis det besluttes at den grønlandske forfatning skal kunne fungere inden for rammerne af Rigsfællesskabet og grundloven. Naalakkersuisut har dog understreget at det danske statsministerium har tilbudt at hjælpe i forbindelse med forfatningsarbejdet for at undgå at have i samme klemme.

Hvad skal forfatningen indeholde?

Selv om Grønlands forfatningskommission ikke har fået sit kommissorium endnu, så er der allerede anslået nogle emner som kommissionen nok kommer til at arbejde med. Heriblandt tunge emner som finanslov, skatter og pengepolitik, menneske-, borger og frihedsrettigheder, miljø og ejendomsretten til land.
Nogle af de mere skæve diskussioner har allerede ramt medierne. For eksempel diskussionen om, hvad et eventuelt Grønland skal hedde. Skal man holde fast i Kalaallit Nunaat (Grønlændernes land) eller skal man skifte til Inuit Nunaat (Menneskenes land)

Et andet kringlet spørgsmål er hvilken møntenhed et selvstændigt Grønland kan få. I dag er det kronen, men kan den være det uden Rigsfællesskabet? Euroen er ikke en mulighed så længe Grønland ikke er del af EU.

Hvem sidder i Forfatningskommissionen?

De endelige navne er ikke udpeget endnu (marts 2017), men vi ved dog at det bliver syv politikere fra Inatsisartut: En formand fra Siumut, en næstformand fra IA og et medlem fra hvert af partierne Siumut, IA, Demokraterne, Partii Naleraq og Atassut samt fire faste tilforordnede som udpeges af Naalakkersuisut, og to som udpeges af kommissionen selv.

Siumuts medlemmer blev udpeget i marts. Det blev Vivian Motzfeldt som formand og Karl-Kristian Kruse som det andet medlem. Det skete efter en længere misære, hvor Inatisartuts formand Lars-Emil Johansen først blev udpeget som formand, men valgte at trække sig efter kritik.

Kommissionen vil blive fulgt nøje af et udvalg i Inatsisartut, udvalget vedrørende Forfatningskommissionen. Det består af Lovudvalget suppleret med repræsentanter for de partier og løsgængere som ikke sidder i Lovudvalget.

Hvad mener den grønlandske befolkning om selvstændighed?

Det umiddelbare svar på det spørgsmål er at der er et stort ønske blandt den grønlandske befolkning for selvstændighed. En analyse i december 2016 viste at i alt 64% af befolkningen fandt selvstændighed meget vigtig eller noget vigtig.

Men spørgsmålet – under hvilken forudsætning? blev desværre ikke stillet i denne undersøgelse, og det er sådan set her humlen ligger. Som det er nu modtager Grønland omkring 3,6 milliarder kroner i årligt bloktilskud fra Danmark, foruden udgifterne til de områder som stadig hører under Danmark, bla. retsvæsen og forsvar.

Netavisen Sermitsiaq.AG har forsøgt at grave lidt i sagen, og selvom deres online meningsmåling er langt fra valid, så er det dog interessant, at 73% svarer, at de ikke ønsker selvstændighed hvis det betyder, at bloktilskuddet kommer ned på 0 kr.  Og at 75% svarer at de ikke kan acceptere noget velfærdstab overhovedet til gengæld for selvstændighed.

Hvor hurtigt kan det gå, hvis Grønland vil løsrive sig?
For at svare på det spørgsmål kan vi kigge på en anden kommission, den grønlandske retsvæsenskommission. Den blev nedsat i 1994, afleverede sin betænkning 9! år senere. Et af de væsentligste forslag var, at der skulle bygges et lukket fængsel i Nuuk. Det fængsel er ikke åbent endnu her i 2017.

Så min pointe er: Ikke ret hurtigt.

Hvis Grønland skal løsrive sig fra Rigsfællesskabet, så er der 33 (store) ansvarsområder der først skal hjemtages fra Danmark. Desuden skal der rigtig mange kroner i kassen – både til at betale for disse ansvarsområder, og til at selvfinansiere bloktilskuddet.

På papiret er der lagt op til at Forfatningskommissionen får tre år til sit arbejde. En selvstændighed er der ikke sat dato for.

Hvad er det for en selvstændighed, som Naalakkersuisut forestiller sig?

Hvis man har fulgt grønlandsk politik gennem årene, så vil man uden tvivl have hørt Siumut-politikeren Lars-Emil Johansen bruge vendingen ”Free Association”.
Det er også et begreb, der har fundet vej ind i Naalakkersuisuts redegørelse om forfatningskommissionen. Free Association-ordninger kendes fra tidligere kolonier som Marshall-øerne, Mikronesien og Palau, Cook-øerne, De Nederlandske Antiller og Aruba.

Hovedtanken er, at der stadig er en væsentlig grad af samarbejde mellem de to lande som tidligere var koloni og kolonimagt, men at de hver især har hver deres forfatning.

Hvad koster kommissionen?
Der er afsat 11 millioner kroner på den grønlandske Finanslov til at finansiere forfatningskommissionen i 2017 og 2018. Kommissionsmedlemmerne bliver ikke aflønnet for deres arbejde i kommissionen da det betragtes som en del af deres politiske hverv i Inatsisartut. Det gør derimod de embedsmænd der tilknyttes kommissionen.

OBS. Det her blogindlæg blev første gang publiceret på min LinkedIn-profil 5. februar 2017 i en tidligere form. Det er – efter dette blogindlæg blev publiceret – kommet frem at Siumut har peget på Vivian Motzfeld som formand for kommissionen. Forinden blev Lars-Emil Johansen udpeget, men han valgte at trække sig efter kritik af hans dobbeltrolle som formand for kommissionen og Inatsisartut.

 

Gem

Gem

Gem