Hvad hedder det på grønlandsdansk?

Hvad er et rødfiskehul? Hvad betyder det at en vare er flyfrisk – eller at en person er det? Hvor ligger dumpen? Og chokoladefabrikken? Og hvornår er en person danskerdum?

Hvis du har boet i Grønland, så kender du garanteret svaret. Men hvis du ikke har, så har du måske aldrig hørt ordene før.

Da jeg boede i Nuuk i 2007-2011 samlede jeg på grønlands-danske ord. Jeg smilede over, at jeg som journalist på Radioavisen pludselig brugte ord som besejling og beflyvning i mine tekster. Det havde jeg ikke kunnet drømme om at bruge som journalist i Danmark.

Jeg lærte at det ikke hedder en færge, men et kystpassagerskib. At kysten er en betegnelse for alle andre steder end Nuuk, altså lige bortset fra Østgrønland som bare hedder Østgrønland.

Jeg lærte, at der ikke er noget som helst lækkert ved chokoladefabrikken, men at man tværtimod ikke skal fiske lige foran den. Det er nemlig her indholdet af byens septitanke lukkes ud i fjorden.

Jeg lærte også at det ikke hedder lossepladsen, men dumpen. At grønlændere tager på fangst – ikke jagt. At der er fjelde, ikke bjerge. Elve, ikke floder. Og at små isfjelde (ikke isbjerge) hedder skosser.

I november optog Det Danske Sprog- og Litteraturselskabet ordet grønlænderstiv i Den Danske Ordbog, som man finder på ordnet.dk. Det vakte ramaskrig. Facebook bugnede med opslag fra folk, der syntes, det var for galt at indlemme et så nedsættende ord i en ordbog. Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen debatterede sagen på Aftenshowet. Selv forsvarede Det Danske Sprog- og Litteraturselskab sig med at de først og fremmest registrerede hvilke ord der blev anvendt i det danske sprog, og at de i deres definition af ordet netop gjorde det klart at det var et stærkt nedsættende udtryk.

At der er tale om et nedsættende ord, burde er ikke herske nogen tvivl om. Se mit tidligere blogindlæg om netop dette ord.

Spark udtrykket ’grønlænderstiv’ til hjørne

Men om det hører hjemme i en ordbog eller ej, er en diskussion som jeg synes har udfoldet sig så rigeligt, så det er ikke den, der ligger mig på sinde her.

I stedet vil jeg henlede opmærksomheden på en lille funktion på Ordnet, som hedder Hjælp din ordbog. Her kan man sende manglende ord ind til Dansk Sprog og Litteraturselskab, som derefter vil overveje, om det er ord, som bør indlemmes i Ordbogen. Ordnet indeholder pt. omkring 100.000 danske ord, men målet er at nå op på 200.000. Man er startet med de mest anvendte ord og bevæger sig nu mere og mere ud i periferien.

Jeg har bemærket, at mange af de skønne ord som man vænner sig til at bruge på dansk når man bor i Grønland, de findes faktisk ikke på Ordnet. Således kan man ikke slå hverken flyfrisk eller dumpen op. Og ifølge ordbogen hedder det sæljagt, ikke sælfangst. Der er ikke engang et isfjeld i ordbogen.

Jeg har nu sendt mine forslag til Ordnet, og vil opfordre dig til at gøre det samme. Det kan du gøre her.

NB. Dette blogindlæg blev første gang udgivet her i 2018. Pga tekniske problemer på denne blog forsvandt det, men er hermed genudgivet. /Martine

 

Spark udtrykket ’grønlænderstiv’ til hjørne

Lad os lige nyde tingene. Jeg tror at drengene skal være grønlænderstive i nat, og så mødes vi i morgen i Helsingør

Sådan lød det fra en glad træner for FC Helsingør, Christian Lønstrup, da de 4. juni 2017 kvalificerede sig til Superligaen. Artiklen bar ligefrem rubrikken: Helsingør-træner kan slet ikke tro det: ‘Mine spillere skal nok være grønlænderstive’.

Udtrykket ’grønlænderstiv’ blev mødt med hovedrysten og forargelse blandt mange i det grønlandske miljø Danmark. Selv om det er et udtryk, grønlændere i Danmark ofte bliver mødt med, er det et særsyn at det står i overskriften på en artikel på den måde som det var tilfældet på B.T.’s netavis den søndag.

Og selv om den efterfølgende politianmeldelse mod Christian Lønstrup for racisme klart er skudt over målet, og selv om man kan diskutere om ikke journalisten har et medansvar for at undlade at filtrere den stødende udtalelse fra inden han publicerer en artikel, er det svært at forsvare begrebet »grønlænderstiv«.

Grønlændere i Danmark bliver ofte mødt med (dårlige) vittigheder a la: »Hvasså – skal du ud og være grønlænderstiv i aften?«

Sikkert sagt med et kærligt glimt i øjet og uden ondt i sinde. Generelt er jeg tilhænger af at lave sjov med hinanden, og jeg tror humoren er en vigtig del i mødet mellem mennesker. Problemet er bare at jeg har ikke mødt en eneste grønlænder i Danmark der synes det er en sjov vittighed. Den bliver først og fremmest opfattet som et udtryk for danskeres fordomme over for grønlændere.

Opfattelsen er ikke grebet ud af den tomme luft. I 2012 lavede turistorganisationen Visit Greenland en undersøgelse af danskernes opfattelse af grønlændere. 40% af de adspurgte i undersøgelsen svarede, at de tænker på druk, misbrug og sociale problemer når tankerne går til grønlænderne.

Begrebet grønlænderstiv har sin oprindelse i tre forkerte antagelser om grønlændere. 1) At de fleste af dem er socialt udsatte. 2) At de drikker mere end danskerne. Og 3) At de er dårligere til at forbrænde alkohol end danskerne. Så lad os lige få dem manet i jorden én gang for alle.

PUNKT 1

Visit Greenlands undersøgelse viste også, at 43% af danskerne tror, at mere end halvdelen af alle grønlændere i Danmark får kontanthjælp eller dagpenge. I virkeligheden var det i 2012 16% af grønlænderne i Danmark der fik kontanthjælp eller dagpenge.

Og ja, der er sociale problemer i Grønland og blandt grønlænderne i Danmark, men der er mange flere der er velfungerende end udsatte.

Desuden: Hvor sjovt er det egentlig lige at gøre grin med sociale problemer, når det kommer til stykket?

En af mine kilder fortalt for nyligt, at hun i sjov var blevet spurgt, om hendes seks-måneder gamle datter snart skulle have en pilsner – ”for hun var jo grønlænder – haha.” Behøver jeg at sige at hun ikke synes det var nogen særlig morsom vittighed?

PUNKT 2

Danskerne drikker mere end grønlænderne. Punktum. Det kan man se hvis man kigger på tallene for salg af alkohol pr. person i Nordisk Statistikbank. Alkoholforbruget i Grønland har været støt faldende siden 2009, og i 2014 blev der solgt 8,6 liter alkohol pr. person i Grønland mod 9,5 pr. person i Danmark.

PUNKT 3

Det er en vedholdende myte at grønlændere tåler alkohol dårligere end danskere. Man mente før i tiden at grønlændernes genetiske alkoholprofil mindede om østasiaters, og de er netop kendt for at nedbryde alkohol dårligt.

Men forskere fra Statens Institut for Folkesundhed punkterede myten i 2015. Grønlændere tåler alkohol lige så godt som danskere og andre vesteuropæiske folkeslag.

————

Christian Lønstrup har da også med al tydelighed vist, at han fortrød sin dumsmarte bemærkning og beklaget over for de mennesker der har følt sig stødt. Hans fortalelse viser dog at ’grønlænderstiv’ er et ord der findes i ordforrådet hos ham såvel som mange andre danskere, og det var måske på tide at vi fik sparket det udtryk til hjørne én gang for alle.

Justin Biebers hår og den grønlandske nationaldragt

Sidste forår ramte den canadiske sanger Justin Biebers hår pludselig mediernes overskrifter.

Årsagen: Den 23-årige sanger havde anlagt dreadlocks.

Læs for eksempel The Guardians beskrivelse af sagen.

På de sociale medier blev Biebers sammenfiltrede lokker kaldt for kulturel appropriation; altså når en kultur låner fra en anden kultur – uden hensyn til den symbolske betydning af den ting de låner, eller det ejerskab som den første kultur føler de har over den kulturelle genstand. I Biebers tilfælde: rastafari-kulturen med rod i Jamaica og sorte communities i USA som siden 1970’ernes black pride movements havde knyttet frisuren sammen med frihed og stolthed.
Bieber selv fastslog at det jo bare var hans hår….

Frygter tyveri af nationaldragten

Beskyldninger om kulturel appropriation er langt fra ukendt i relationen mellem Danmark og Grønland. Med jævne mellemrum dukker beskyldninger om misbrug af grønlandsk kultur eller brud på den kulturelle ophavsret op. Næsten altid i forbindelse med nationaldragten.

I kvindemagasinet Arnanut (som jeg er redaktør for) bragte vi sidste år en artikel om Kvindeforeningen Arnat Peqatigiit. I artiklen forklarede foreningens formand at mange medlemmer undlod at lægge billeder af deres værker op på internettet – fordi de frygtede tyveri af deres design. Af samme grund har foreningen ingen hjemmeside eller Facebookside. Formanden efterlyste en ophavsretslov som også beskytter kulturelle designs.

Konfirmanter i Nuuk. Foto: Martine Lind Krebs

Demonstration og dødstrusler

Det mest kendte eksempel fra Grønland er nok sagen om Peter Jensens kamikker. I 2009 skabte den danske designer en kollektion som han kaldte Jytte – efter sin moster der boede i Grønland. Kollektionen var blandt andet inspireret af den vestgrønlandske kvindenationaldragt med perlekraver og et par hvide højhælede støvler med mønster der imiterede skindbroderiet på kamikken fra nationaldragten. Selv forklarede Peter Jensen at kollektionen var ment som en hyldest til Grønland.

Jytte-kollektionen skabte stor debat i Grønland. Mange mente at der var tale om rent og skært kulturelt tyveri. Der blev arrangeret en demonstration mod den, og Peter Jensen modtog ligefrem dødstrusler.

Nationaldragts-furore gennem årene

Det handler ikke kun om danske designere der retter blikket mod traditionelt grønlandsk design. Gennem årene har det skabt debat flere gange når elementer fra nationaldragten vandrede over i hverdagsdesign, også selv om det var noget der skete inden for Grønlands grænser: Da Dorthe Reimer (Lars-Emils Johansens tidligere kone) for eksempel syede sin egen brudekjole med en hvid perlekrave til; da håndledsvarmerne fra nationaldragten for første gang blev strikket i andre farver (end rød og hvid) og blev brugt til hverdag, da sangerinden Björk tog på turné med et grønlandsk kor, og kormedlemmerne optrådte i røde kjoler med perlekraver udenover.

Et nyere eksempler er da undertøjsmodellen Josephine Skriver ved et modeshow i Paris optrådte i et outfit med perlebroderier ved hals og håndled og nogle røde højhælede støvler, tydeligt inspireret af den røde kvindekamik. Debatten er rykket fra aviserne kommentarplads og ind på Facebook, og det er den ikke blevet mindre livlig af.

Det skal dog understreges at der er mange der hilser de nye designs velkomne som en forfriskende fortolkning af nationaldragten, og at det langt fra er alle grønlændere der kritiserer dem.

Aboriginals og kulturelt tyveri

Sidste år fik Grønland besøg af en australsk delegation fra Deakin University i Melbourne som var i færd med at skrive et internationalt designmanifest med retningslinjer for hvordan man kan beskytte traditionelt design mod misbrug udefra.

Afsættet var alle de problemer som aboriginals i Australien har oplevet med at deres designs, især prikmalerier på klipper, blev lånt og brugt i helt andre sammenhænge, for eksempel som kommercielle logos.

En af forskerne bag projektet, Meghan Kelly, sagde til Arnanut:

En stor forskel på aboriginals i Australien og inuit i Grønland er at aboriginals har en meget stærk visuel kultur der har kommunikeret meget med hinanden gennem billeder hvor den grønlandske kulturarv især bygger på beklædning.

Måske er det derfor at det især er i modeindustrien at man oplever konflikter og beskyldninger om tyveri af grønlandsk kulturarv.

Avittat er det fineste håndværk, hvor man med bitte små, næsten usynlige sting, syr små farvede skindfirkanter fast i et sirligt mønster. Det bruges bl.a. på kamikkerne. Foto: Martine Lind Krebs.

Hvordan bevarer man nationaldragten?

Man forstår jo godt ønsket om at fastholde den grønlandske nationaldragt og sørge for at den ikke bliver udvandet, men at der stadig er en højtidelighed omkring den.

Men vender man blikket mod Danmark, så er der godt nok langt imellem de danske nationaldragter i brug. Henvist til folkedans og folkloresamlinger, og håndværket bag er nærmest gået i glemmebogen.

I Grønland lever nationaldragten i allerhøjeste grad. Den er i brug til barnedåben, første skoledag, konfirmationen, julegudstjenesten, brylluppet og begravelsen – og ved mange flere lejligheder. Nationaldragtskolen i Sisimiut får 100 ansøgninger hvert andet år til de 15 pladser som uddannelsen udbyder. Noget der siger at også de unge interesserer sig for det fine håndværk der ligger bag.

Jeg tror personligt ikke at den grønlandske nationaldragt er truet, hverken af designere udefra eller af kreative kræfter indefra. Jeg tror at alle forandringerne er et tegn på at traditionen lever – og det er meget mere værd end at have en uforanderlig nationaldragt hængende på et museum.

Den grønlandske nationaldragt har været i udvikling, lige siden de første skind blev syet sammen med senetråde. Europæernes ankomst med farvede glasperler lagde fundamentet for perlekraven som vi kender den i dag, men størrelsen, farverne og mønstrene er, og har været, under konstant udvikling.

Og når udlandet så vender blikket mod nationaldragten, så er det et udtryk for globalisering som i bedste fald kan brande Grønland på den internationale scene og sparke tiltrængt liv i turismeindustrien.

Gem