Kan man overhovedet afskaffe Selvstyret?

Skal vi afskaffe Selvstyret?

Det var essensen af en debat i de danske medier i slutningen af oktober 2017.

Startskuddet til debatten var en kronik skrevet af historikeren Thorkild Kjærgaard i Politiken.

Kronikken kan læses her (hvis man har abonnement på Politiken)

I kronikken argumenterer Kjærgaard (sådan i hovedtræk) for, at det går så meget ad helvede til i Grønland – med kriminalitet, misbrug, sprogproblemer, selvmord, udvandring, lærermangel osv. – at Selvstyret bør afskaffes.

Folketinget kan, inden det hele bliver alt for broget, give alle en tænkepause ved at trække loven om Grønlands selvstyre tilbage. Det kan Tinget gøre når som helst, da lov om Grønlands Selvstyre af 2008 i retlig forstand ikke er andet end en bemyndigelseslov inden for grundlovens rammer på lige fod med kommunalfuldmagten, der som bekendt fra tid til anden trækkes tilbage, hvis en kommunalbestyrelse mister grebet.

Og så rullede debatten ellers i de danske medier. Især på Radio 24syv, som tre dage i træk havde gæster i studiet til at debattere forslaget fra Kjærgaard.

Ingen af de danske medier undersøgte, om Kjærgaard har ret i, at Selvstyreloven er en bemyndigelseslov, som kan trækkes tilbage af Folketinget alene? Jeg synes, det er et væsentligt spørgsmål at stille, som jeg derfor har forsøgt at finde et svar på.

—–

Grønlandsudvalget har to gange i nyere tid rejst lignende spørgsmål over for Justitsministeriet. I 2015 spurgte Søren Espersen (DF) om Folketinget/regeringen kunne tilbagekalde delegationer givet til Selvstyret, og i september 2017 spurgte Roger Courage Matthisen (Alt) om Folketinget/regeringen egenhændigt ville kunne afskaffe eller reducere bloktilskuddet.

Spørgsmål 27

Spørgsmål 57

I begge svar henviser justitsministeren (Søren Pind og dernæst Søren Pape) til en formulering i bemærkningerne til loven, hvor der står:

En ensidig tilbagekaldelse af loven fra dansk side ville ud fra en folkeretlig synsvinkel ikke være forenelig med præamblens principper om fremme af ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet og om det grønlandske folks ret til selvbestemmelse.

Ministeriet henviser også til en tidligere formulering i forbindelse med Færøernes hjemmestyrelov, hvor loven kaldes en lov af særlig karakter, som betragtes som en overenskomst mellem Danmark og Færøerne, som ikke bør ændres entydigt af Danmark uden samtykke fra Hjemmestyret.

MEN:

Samtidig fastslår ministeren, at love vedtaget i Folketinget ud fra en statsretlig betragtning kan ændres gennem den almindelige lovgivningsprocedure.

Justitsministeriet kan indledningsvist oplyse, at love, der er vedtaget i Folketinget gennem den almindelige lovgivningsprocedure, ud fra en ren statsretlig betragtning kan ændres gennem den almindelige lovgivningsprocedure.

Som jeg læser det, så mener ministeriet altså godt, at Folketinget/regeringen ud fra en statsretslig betragtning kan ændre Selvstyreloven, men det er ikke noget man vil gøre, fordi det strider mod principperne i loven. Noget i den stil.

Fra grønlandsk side er man ikke enig i denne fortolkning. I hvert fald ikke, hvis man spørger sekretariatschefen i Forfatningskommissionen (altså den kommission, som arbejder på et udkast til Grønlands første forfatning) Johan Lund Olsen, som avisen AG har gjort. (Han var i øvrigt selv medlem af Selvstyrekommissionen for IA.)

Hans svar er entydigt: Nej, det kan man ikke.

Han kalder forslaget om at afskaffe Selvstyret for ”noget værre vrøvl”:

I erkendelse af, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse, bygger loven på et ønske om at fremme ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland. Loven bygger i overensstemmelse hermed på en overenskomst mellem Naalakkersuisut og den danske regering som ligeværdige parter, skriver Johan Lund Olsen.

Ifølge ham kan Folketinget altså ikke alene trække Selvstyret tilbage, da det er en aftale indgået af Danmark og Grønland i fællesskab. Johan Lund Olsen understreger også, at Selvstyreloven er notificeret over for FN’s generalforsamling.

Konklusionen må være, at det ikke er et nemt spørgsmål at svare på, og at – skulle en dansk regering nogensinde få det ønske at rulle Selvstyreloven tilbage, så ville det stride mod den anerkendelse af det grønlandske folk, som ligger i loven.

NB. Dette blogindlæg blev første gang udgivet her i 2017. Pga tekniske problemer på denne blog forsvandt det, men er hermed genudgivet. /Martine

På eller i Grønland

Hedder det egentlig ’på’ eller ’i’ Grønland?

Det spørgsmål er der mange, der stiller sig selv så nu skal jeg forsøge at gøre jer klogere (eller mere forvirrede).

Det sproglige svar på spørgsmålet er, at begge dele er korrekt. Dansk Sprognævn skriver:

Både på Grønland/Island og i Grønland/Island er korrekte. Det traditionelle er at bruge på Island/Grønland da der er tale om øer, og denne formulering er nok den naturligste for de fleste danskere. Der er imidlertid nogle sprogbrugere der mener at man viser mest respekt over for Grønland og Island ved at bruge i fordi man på denne måde sprogligt anerkender at de to øer er selvstændige områder.

(At Sprognævnet her får udråbt Grønland som selvstændigt i stedet for selvstyrende må vi lige hoppe op og falde ned på her – det ligger uden for pointen).

En hurtig søgning på de største danske dagblade viser at praksis efterhånden er blevet at journalisterne skriver ’i Grønland’. Det er tilfældet både på Ritzau, Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske (med enkelte på’er der sniger sig ind.)

Selv kunne jeg aldrig drømme om at sige ’på Grønland’, og det gibber lidt i mig når jeg hører nogen sige det. Så Sprognævnet har helt ret i at nogle sprogbrugere mener at forholdsordet ’i’ er mere anerkendende over for Grønland status af selvstyre end ’på’ er. Det opfattes kort sagt mere politisk korrekt blandt folk som mig der arbejder med Grønland, at sige ’i’.

Men det er faktisk slet ikke et problem der findes på grønlandsk. Her findes den skelnen mellem i og på faktisk ikke overhovedet.

Grønlandske nominer kan bøjes i en kasus-form som hedder lokativ. Den lokative endelse er –mi i ental og –ni i flertal.

I Danmark hedder således: Danmark-imi (Danmark hedder på grønlandsk bare Danmark)

I (eller på) Grønland hedder: Kalaallit Nunaanni (Grønland hedder Kalaallit Nunaat)

På Færøerne hedder: Savalimmiuni (Færøerne hedder Savalimmiut)

(Betegnelsen Grønland er flertal fordi det hedder Grønlændernes land, og Færøerne er også flertal, og betyder noget i retningen af ’steder med mange får’.)

Man skelner altså ikke mellem på og i på grønlandsk. Det hele er lokativ med endelsen -mi eller –ni.

Diskussionen om hvorvidt det er mest politisk korrekt at sige ’på’ eller ’i’ Grønland, kommer altså fra dansksprogede, og jeg har aldrig hørt grønlændere brokke sig hvis der bliver sagt ’på Grønland’.

Men jeg vil altså til enhver tid heppe på ’i’, og jeg håber at du også vil fremover vil sige ’i Grønland’.

NB. Dette blogindlæg blev første gang udgivet her i 2017. Pga tekniske problemer på denne blog forsvandt det, men er hermed genudgivet. /Martine

I Grønland bor de da i igloer…

I min søns SFO har de ind i mellem tema om Grønland, og så bygger de ellers igloer på livet løs af sukkerknalder eller flamingo, for i Grønland bor man da i iglo – eller har i hvert fald gjort det, ikke?

Myten om igloer i Grønland er én af de allermest klippefaste som ikke sådan lige er at få manet i jorden. Men jeg prøver lige en gang alligevel.

Igloen er en lille rund hytte som bygges af blokke af hårdt sammenpresset sne som skæres ud med en snekniv. Man regner med at de første igloer i Grønland blev bygget af palæoeskimoerne fra Dorset-kulturen da man har fundet sneknive blandt kulturfundene.

Men igloen har aldrig i Grønland været anvendt som bolig – derimod som en måde at skabe et midlertidigt ly på rejser.  Igloer i Grønland har fortrinsvist været brugt af inuitterne i Nordgrønland under deres rejser. I Canada er der inuitter som har boet i egentlige is-huse, men i Grønland har igloen aldrig været en permanent bolig.

Illustration af inuit-bopladsen Oopungnewing på Baffin Island I Canada fra midten af 1800-tallet. Foto fra bogen Arctic Researches and Life Among the Esquimaux af Charles Francis Hall, 1865.

De forskellige kulturer i Grønland har haft forskellige måder at bygge huse på. Thule-kulturen som er forfædrene til grønlænderne i dag, byggede halvt nedgravede huse af tørv med tagspær af hvalknogler. Om sommeren boede de i telte af sammensyede skind.

Alligevel fortæller vi gang på gang vores børn at grønlænderne bor i igloer: I børnebøger, med legetøj, på plakater, i tegnefilm – ja sågar Minecraft har en iglo som kun forekommer i spillets kolde områder.

Se for eksempel det her børne-gulvtæppe fra Oyoy.

Hvorfor er koblingen mellem Grønland og igloer problematisk?
Problemet er, at vores børn tror på det. De får sådan et fremmedartet billede af et fjernt folk som lever markant anderledes end dem selv, og som de ikke kan relatere til. Og når de så på efterskolen eller senere i uddannelsessystemet møder én af de mange unge grønlændere der rejser til Danmark for at uddanne sig, så bliver de dybt forundrede over at møde et ungt menneske der snapper på sin iPhone, hører Kendrick Lamar og er laver de ondeste tricks på skateboard. Vores vrangbilleder af grønlandsk kultur skaber en uligevægtigt platform for kommunikation.

Jeg har en veninde som da hun gik på efterskole i Danmark, morede sig med at bilde sine klassekammerater ind at hun havde en tam isbjørn der stod tøjret uden for familiens iglo. Men bare rolig, det var nu ikke så slemt at bo i iglo, nu hvor de havde fået indlagt strøm i den. En historie som 15-årig børn troede på – i hvert fald til at begynde med…

Jeg kan godt forstå at igloen et tillokkende ikon at gribe fat i når vores børn skal lære om Grønland. Men hvor ville det være rart hvis lærere, pædagoger, forfattere, tegnere, legetøjsproducenter osv. tog fat i et ikon der rent faktisk er i brug i dag. Der er nok at tage af: kajakken, kvindekniven, sælen og sælskind, de farvede træhuse, hundeslæden, snescooteren, poca-jollen, rejen, tørfisken, ski, helikopteren… You name it.

PS: I øvrigt hedder hus på grønlandsk illu (Udtales: I-chlu) – så på den måde kan man godt sige at grønlænderne bor i igloer – så længe man lige husker at husene altså ikke er lavet af sne.

Iskrystalprinsessen

Grønlands Nationalmuseum slog i efteråret 2016 dørene op for en noget anderledes udstilling.

Iskrystalprinsessen vol II, hed den, og centralt for udstillingen var fem sæt tøj designet af den verdenskendte danske designer Jørgen Simonsen som til daglig har sit virke i modehovedstaden Paris.

Iskrystalprinsessen vol II er Jørgen Simonsens fortolkning af den grønlandske nationaldragt. De fem sæt tøj er en operafrakke i sælskind, to spadseredragter i sælskind og neopren, en cocktailkjole i buksesælskind monteret på et strikket flæseunderskørt monteret på tyl og en aftenkjole med slæb i sortfarvet sælskind.

Til tøjet havde Jørgen Simonsen i samarbejde med grønlandske syersker fået fremstillet en perlekrave i sorte, grå og sølvfarvede nuancer og et halssmykke.

Når titlen på udstillingen var Iskrystalprinsessen vol II, er det fordi Jørgen Simonsen allerede for 20 år siden designede en kollektion inspireret af den grønlandske nationaldragt kombineret med bikerkultur. Den kollektion havde navnet Iskrystalprinsessen og blev produceret af Versace hvor Jørgen Simonsen var chefdesigner.

Når haute couture inviteres inden for på Grønlands Nationalmuseum, er det fordi udstillingen Iskrystalprinsessen vol. II handlede om kulturarv. Hvordan bevares kulturarven – er den bæredygtig selv om den fortolkes af folk udefra?
Sammen med de fem sæt tøj, eller silhuetter – som de kaldes, var der også blevet produceret en dokumentarfilm til udstillingen der havde fulgt arbejdet med den. Der blev også holdt et paneldebat hvor kulturarvens bevarelse blev debatteret.

Nationaldragten er et elsket grønlandsk ikon, både af grønlænderne som bruger den ved mange forskellige højtidelige lejligheder, og af turister og designere som er dybt fascinerede af det fine håndværk der ligger til grund for den.
Derfor har det også gennem årene skabt debat når elementer fra nationaldragten ”vandrede” over i andre designs. Læs bl.a. min anden blog Biebers hår og den grønlandske nationaldragt.

Men Iskrystalprinsessen vol. II har ikke vakt ramaskrig. Det fortæller projektets leder Katja Vahl, tidl. kommunikationschef på Nordens Institut i Grønland (NAPA).

Reaktionen var meget positiv – der kom slet ikke de negative reaktioner som vi havde forventet. Der var enkelte tråde på FB med sure emojis og kritiske kommentarer om, at projektet var en hån mod nationaldragten, men der var langt flere positive tilkendegivelser, også i Sisimiut, hvor udstillingen også blev vist (Katja Vahl)

Sideløbende med udstillingen blev der afholdt en offentlig debat som både handlede om udstillingen og også om andre eksempler hvor internationalt design har hentet inspiration i Grønland. For eksempel blev der vist eksempler af undertøjsmodellen Josephine Skriver der ved et modeshow i Paris har båret et par røde højhælede kamikstøvler.

Under debatten var der en mand, der rejste sig grædende op, fordi han var blevet så forarget – hans mor og bedstemor før hende havde siddet og syet i hånden, og den kulturarv skulle ikke udvandes af designere udefra, fortæller Katja Vahl.

Men Katja Vahl understreger at det bare var en enkelt reaktion. Langt de fleste reaktioner var positive – og det tager hun som et udtryk for at der er sket en stor udvikling i Grønland siden Peter Jensens kamikker førte til demonstration og dødstrusler.

Samtidig har man i projektet Iskrystalprinsessen været omhyggelige med at inddrage grønlandske institutioner. F.eks. er perlekraven og halskæden syet af syersker fra Nationaldragtskolen og systuen Kittat i Nuuk.

For Jørgen Simonsen selv har det været vigtigt at understrege at hans inspiration fra nationaldragten er sket i dybeste respekt, og at hans kollektion ikke er andet end hans egen fortolkning. Men samtidig har han også sagt at det er vigtigt at kulturarven har mulighed for at udvikle sig.

Men hvis man ikke ryster posen og vender tingene på hovedet, så sker der jo ingen udvikling. Man er nødt til at have udvikling, især sådan en lillebitte kultur som inuitkulturen. Hvis man holder fast i tingene som de altid har været, så dør de. (Arnanut)


Operafrakke i sælskind Foto: Peter Christian Christensen. Model: Carmen Kass


Cocktailkjolen i buksesæl. Cirkelskørtet er draperet med et strikket flæseunderskørt af strikdesigner Rikke Maagaard monteret på tyl. Foto: Peter Christian Christensen. Model: Carmen Kass


Aftenkjole i sortfarvet grønlandssæl med Watteau-slæb. Perlesmykket er fremstillet af Nikoline Kreutzmann fra Nationaldragtskolen i Sisimiut. Foto: Peter Christian Christensen. Model: Carmen Kass