At udtale grønlandske ord kan være en rigtig tungebrækker – især hvis man ikke kender det grønlandske alfabet.
Noget af det der især virker afskrækkende på dansksprogede er længden på de grønlandske ord. Ordene er nemlig bygget op af en stamme og et eller flere tilhæng og en endelse. En hel sætning kan derfor bestå af et enkelt ord. Derfor kan ordene blive ubeskriveligt lange.
Et af de længste ord der er lavet på grønlandsk, er: Nalunaarasuartaatilioqateeraliorfinnialikkersaatiginialikkersaatilillaranatagoorunarsuarooq.
Ordet er 94 bogstaver langt og betyder: Endnu en gang forsøgte de at bygge en kæmpe radiostation, men det var tilsyneladende stadig kun på tegnebrættet.
Men faktisk er grønlandsk slet ikke så svært. For eksempel er der kun 16 bogstaver i det grønlandske alfabet. Man bruger nemlig ikke b, c, d, f, h, w, x, y, z, æ, ø og å – bortset fra i låneord fra dansk, som for eksempel ordet hest – hiisti.
Der findes 13 konsonanter på grønlandsk: g, j, k, l, m, n, ng, p, q, r, s, t, v. Der er kun tre vokaler: a, i og u. På skrift bruges også e og o, men i og e opfattes som én vokal, og det samme gør u og o.
Nogle gode fif til at udtale grønlandske ord:
1) Bogstavet q udtales [gra] – som i ordet grammatik.
2) Bogstavet p udtales altid som et dansk b
3) Bogstavet t udtales som en dansk d, med mindre det står foran i eller e, så udtales det som et dansk t.
4) Bogstavet k udtales som et dansk g
5) Bogstavet g udtales blødt som i en dronningens måde at sige ’kage’ på (ikke som j).
6) rl og ll udtales som den luftige lyd, der kommer hvis du prøver at sige ordet slik med et h: shlik. Du skal sætte tungespidsen lige bag ved fortænderne og presse luften ud i siderne.
7) Vokaler kan være korte eller lange. Hvis de står dobbelt, er de lange.
8) Dobbeltkonsonanter ændrer også ved måden ordet skal udtales på. En dobbeltkonsonant udtales ’dobbelt’ – med en lille kort pause mellem konsonanterne. Men husk at ll har sin helt egen lyd, se fif nummer 6.
Dette blogindlæg blev første gang publiceret på min LinkedIn-profil 30. oktober 2016