Sådan ser 10 års klimaforandringer ud

Et besøg ved Eqi-gletsjeren i Grønland med 11 års mellemrum, har givet noget at tænke over.

Som journalist har jeg skrevet flere artikler om klimaforandringer end jeg kan huske. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at de er menneskeskabte, og at vi står foran den største krise i menneskehedens historie.

Jeg ved at de grønlandske gletsjere fra Indlandsisen trækker sig mærkbart tilbage i landskabet, og at det er et af de tydeligste eksempler på klimaforandringernes betydning.

Alligevel var det en øjenåbner for mig da jeg sidste sommer besøgte Eqi-gletsjeren nord for Ilulissat. I dag er det den mest aktive gletsjer i Grønland. Den kælver cirka hver 5. minut.

Jeg var her nemlig også 11 år tidligere, og på det årti der er gået, har gletsjeren trukket sig en hel kilometer tilbage.

Om 10 år mere er denne gletsjer måske helt holdt op med at kælve. Man kunne både se det på fronten af gletsjeren, men især landskabet foran gletsjeren havde forandret sig. Et stort landområde hvor vi vandrede i 2008, er nu oversvømmet.

Da jeg kom hjem, fandt jeg mine gamle billeder frem fra 2008 og sammenlignede dem med de nye fra 2019. Jeg har desværre ikke stået i helt samme position og fotograferet, men alligevel kan man få en klar fornemmelse af forandringerne. Prøv fx at kigge på den lyse bue i fjeldet til venstre på det første billede.

Fronten af Eqi-gletsjeren sommeren 2008 og 2019. Foto: Martine Lind Krebs
Ændringer i morænebanken og landskabet til højre for gletsjeren, sommeren 2008 og 2019. Foto: Martine Lind Krebs

En tanke om “Sådan ser 10 års klimaforandringer ud”

  1. Paradoksalt nok afstedkommer afsmeltningen fra indlandsisen, at vandstanden i Arktis falder.
    (https://www.amap.no/documents/doc/adaptation-actions-for-a-changing-arctic-perspectives-from-the-baffin-baydavis-strait-region/1630)
    Det kan give nogle voldsomme infrastrukturelle udfordringer med havneanlæg der ikke længere er dybe nok og enten skal graves dybere eller helt lægges om. Ovenstående link er en (lang) rapport, som udelukkende fortæller om hvad der sker. Der tages ikke stilling til hvorfor, hvem eller lignende. Blot observationer af tingenes tilstand og hvordan det vil fortsætte. Meget interessant læsning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.