Hvem var Arnarulunnguaq?

Arnarulunnguaq, hvorfor er du så stille?
Arnarulunnguaq, det skal nok gå
Hvor har du været henne, siden du er blevet blind?
Du er et sted, hvor man smider hjerter ud i skraldespanden
Lyset, der følger dig i ny og næ
Det er som om, at du har glemt det
Arnarulunnguaq, hvorfor er du så stille?
Arnarulunnguaq, det skal nok gå

Sådan synger den kendte grønlandske musiker Ole Kristiansen i sit sang Arnarulunnguaq fra 1991. En fed sang som man – hvis man lytter til grønlandsk musik – har god chance for at have hørt for nyligt. Bands’ene Nanook og Suluit optræder nemlig begge med sangen i en cover-version.

Arnarulunnguaq – ’det lille kvindemenneske’ som hendes navn betyder – var én af de grønlændere der ledsagede Knud Rasmussen på hans Femte Thuleekspedition. Men selv om hun for længst er borte og ikke selv gjorde meget væsen af sig, så er det som om man i Grønland bliver ved med at kredse omkring hende. Og måske endda mere og mere som tiden går.

I 2008 blev der stiftet en fond med det formål at rejse et mindesmærke om Arnarulunnguaq og udgive en bog om hende. Men arbejdet gik i stå, og mindesmærket lader stadig vente på sig. I Qaqortoq uddelte private initiativtagere i en årrække Arnarulunnguaq-prisen på Kvindernes kampdag.

Flere kunstnere har også været optaget af Arnarulunnguaq. Hun har blandt andet lagt ansigt til et grønlandsk frimærke af kunstneren Jens Rosing. Aqqaluk Lynge skrev digtet Det lille kvindemenneske i sin digtsamling Til hæder og ære fra 1982 hvor han efterlyste mere hæder til Arnarulunnguaq:

Ingen har lavet en tavle,
en statue eller en bog,
men din ånd og din styrke
er overalt som et bånd
for vort folk. Uden dig var verden kun halv
og rejsen ufuldendt…

Desuden er Arnarulunnguaq (sammen med den anden grønlandske deltager på ekspeditionens sidste og mest strabadserende etape, Qâvigarssuaq Miteq) hovedpersonen i et nyt speciale fra Eskimologi skrevet af Ivalo Olsvig. På Nationalmuseet arbejder de på en udstilling om Femte Thule hvor Arnarulunnguaq og Miteq får en meget mere central plads end i tidligere historieskrivning.

Jeg tror at det tiltagende fokus på Arnarulunnguaq handler om at man fra både dansk og grønlandsk side begynder at genskrive historien og anerkende de som grønlænderne har haft. Grønlands historieskrivning har tidligere været præget af folk udefra, især danskere, og derfor er det måske især de danske helte der er blevet hyldet.

Hvem var hun?

Men hvem var hun da – det lille kvindemenneske?

Sammen med Knud Rasmussen, rejste Arnarulunnguaq og hendes fætter Qâvigarssuaq Miteq på egen hånd fra Hudsonbugten tværs over det nordlige Canada, gennem Alaska og helt ud til Stillehavet – den længste slæderejse nogensinde gennemført. Undervejs fik de følgeskab af fotografen Leo Hansen. Undervejs beskrev de alle de inuitgrupper de mødte, indsamlede myter og sagn samt omkring 20.000 genstande

Knud Rasmussen har ofte været fuld af lovprisning når det gælder Arnarulunnguaq.

Hun, den eneste Kvinde, der nogensinde har berejst Nordvest-Passagen, skal gaa over i dansk-grønlandsk Historie som En, der aldrig maa glemmes

Sådan skrev Knud Rasmussen om hende i en speciel artikel i ugebladet Tidens Kvinder i 1925. Artiklen er Knud Rasmussens meget glorificerende portræt af sin rejsefælle. Under den lange slæderejse var det Arnarulunnguaqs opgave at lave mad til de andre og holde deres tøj i orden. Hun var en fantastisk syerske, der holdt alle klæderne stand til at klare de kolde temperaturer.

Knud Rasmussen roser også Arnarulunnguaq for at kunne gøre den mindste snehytte til et hjem. Det var Arnarulunnguaq der serverede kaffe når alle var trætte efter en hård dag. Nogle gange holdt hun kaffemik, og når humøret var højt indbød hun til whisky-mik.

Mens Knud Rasmussen i artiklen selv skamroser Arnarulunnguaq, citerer han hende selv for ydmyghed, da hun skal tage imod en fortjenstmedalje i sølv fra kongen efter Femte Thule.

– Jeg har kun været med på denne ekspedition som en kvinde og har kun gået i mænds fodspor. Det er dem, der brød vejen, og ikke dem, der bare fulgte med, der skal hædres. Derfor synes jeg, det er svært for mig at tage imod sådan en udmærkelse.

Skulle dræbes som barn

Selv har Arnarulunnguaq der døde i 1933, ikke efterladt sig mange ord. Ingen artikler eller bøger om ekspeditionen citerer hende direkte – hendes udtalelser er altid gengivet gennem andre. Hun efterlod sig ikke nogen dagbøger eller breve.

Man ved dog at hun blev født i Thule i 1896 som den yngste datter af en af stammens allerbedste fangere. Men hendes far døde pludselig og efterlod sig Arnarulunnguaqs mor og fire små børn. For at beskytte sine børn mod hungersnød var det dengang skik og brug at de piger,som der ikke ville være mad til, blev dræbt – og det var tæt ved at overgå Arnarulunnguaq. Historien er fortalt af flere forskellige, og den varierer lidt fra gang til gang, men i Knud Rasmussens beskrivelse var Arnarulunnguaq syv år.

Som den yngste pige i børneflokken var hun indforstået med at det var hende der måtte dø. Hun hjalp endda sin mor med at lægge den fangstline om halsen som skulle kvæle hende. Men i det øjeblik brast hende lillebror Ajako i gråd. De øvrige søskende begyndte også at græde, og Arnarulunnguaqs mor kunne ikke få sig selv til at gennemføre sit forehavende.

Ifølge Knud Rasmussen så Arnarulunnguaq hændelsen som en slags genfødsel, der havde givet hende en særstilling i livet.

Hun siger nemlig selv, at den taknemmelighed, hun først mange år efter kom til at føle, og det liv, hun ligesom havde fået i gave, har gjort hende stille over for mennesker, skriver Knud Rasmussen i artiklen i Tidens Kvinder.

Nu har jeg brug for jer

Arnarulunnguaq blev udvalgt til at deltage på Femte Thule-ekspedition sammen med sin mand Iggiánnguaq, men Iggiánnguaq nåede kun så langt som til Nuuk. Så døde han af en lungesygdom. Kort tid før deres afrejse fra Thule havde Arnarulunnguaq også mistet sin bror Ajako; den bror som havde reddet hendes liv. Knud Rasmussen tilbød derfor at løse Arnarulunnguaq fra hendes kontrakt, men hun insisterede på at komme med.

– Før var det jer, der havde brug for mig. Nu er det mig, der har brug for jer, skal hun have sagt.

Kulde, stiletter og elevatorer

Efter Femte Thule gjorde Knud Rasmussen meget ud af at vise Arnarulunnguaq og Miteq den vestlige verden. Nu var det dem der havde vist ham deres – nu kunne han gøre gengæld.

Hjemrejsen foregik via Seattle, New York og Washington. Iført høje hæle og vestligt tøj var Arnarulunnguaq sammen med de andre i audiens hos den amerikanske præsident Coolidge.

Det vestlige tøj var ikke noget som Arnarulunnguaq var glad for. Under rejsen havde hun været klædt i mandedragten fra Thule – isbjørnebukser og anorak. Den var varmere og nemmere at løbe i end kvindedragten. Og nu frøs hun gudsjammerligt. Hun kaldte New York for den koldeste by, hun nogensinde havde været i.

Til gengæld var Arnarulunnguaq stærkt begejstret for at køre i elevator. Noget, man måske godt kan sætte sig ind i når man tænker på, hvordan hun hele sit liv og under den lange rejse til fods har kæmpet sig op ad hver eneste højdemeter.

Arnarulunnguaq var meget overvældet over at se New York. Fra taget af en skyskraber kiggede hun ud over storbyen, som allerede den gang var gigantisk. Ifølge Knud Rasmussen sagde hun:

– Vi, som altid har troet, at naturen var det største og ufatteligste af alt! Og her står vi i et bjerglandskab med afgrunde og dybe kløfter, alt skabt ved menneskers håndarbejde. Hvad jeg ser, kan jeg ikke fatte, og jeg redder kun min forstand ved at tro, at vi alle er afgået ved en pludselig og voldsom død, og alt det, vi nu ser, hører et andet liv til.

Arnarulunnguaq vendte hjem til Thule hvor hun giftede sig med sønnen af den berømte opdagelsesrejsende Robert E. Peary, Kâlipaluk Peary som hun ved en slags skæbnens ironi havde reddet mange år tidligere da han var faldet gennem isen.

Kâlipaluk Peary beskrev sin kone i et interview med forfatteren Mâliâraq Vebæk i 1985.

– Hun var en meget dygtig kvinde. Hun var perfekt til al slags kvindearbejde. Tilberedning af fangst og skind, syning, tilberedning af mad, det hele perfekt. Hun kunne endda styre en hundeslæde helt upåklageligt. Hun var dygtig, har han sagt. Til gengæld fortæller Kâlipaluk at Arnarulunnguaq aldrig talte om den store slæderejse.

Arnarulunnguaq døde i 1933.